Herning Folkeblad onsdag d. 16/8


Herning Folkeblad onsdag d. 16/8

Håndslag på samarbejde

 

Klubberne i Herning og Ikast vil sammen løfte badmintonsporten på eliteplan, så vi kan holde talenterne i området

 

Et nyt samarbejde mellem Herning og Ikast er en realitet. Nu har Herning Badminton Klub og Ikast FS Badminton fundet sammen i et elitesamarbejde, der atter skal føre Midtjylland på det danske badmintonkort. Det sker under navnet Midtjysk Badminton Klub (MBK)

 

- Det er den eneste mulighed, hvis området igen skal med blandt de bedste i Danmark, siger formanden for Ikast, Lars Nissen.

 

Han understreger, at det i første omgang udelukkende handler om at skabe en stærk seniorafdeling. I den kommende sæson spiller Ikast i 3. division, mens Herning spiller i Danmarksserien mod blandt andet Ikast andethold.

 

- Vi skal op i 2. division i år, så samarbejdet kan starte der, understreger Lars Nissen.

 

Planen er nemlig, at det sportslige samarbejde først skal træde i kraft i sæsonen 2007-2008. Det vil give MBK otte måneder til at få økonomien i orden, få skabt en organisationsplan og lavet de nødvendige træner- og spillerkontrakter. Den nye klub arbejder ud fra et budget på en halv million kroner.

 

- Vores vision er i første omgang at blive mellem de 10-15 bedste klubber i Danmark, altså minimum 1. division. Lige nu forsvinder vores bedste senior-spillere til Århus og København, men kan vi sportsligt hæve os, tror vi også på, at de bedste vil spille her, og vi kan få attraktive kampe i Ikast og Herning, siger Lars Nissen.

 

Ikast FS Badminton fremstår som den stærke part, men Lars Nissen understreger, at samarbejdet vil give talenterne i Herning nye muligheder.

 

- De bedste bliver allerede nu henvist til Ikast fra Herning-klubben, og med samarbejdet håber vi naturligvis, at vi kan holde endnu længere på dem, så de kan være med til at spille os op i eliten, siger Peter Nissen.

 

I første omgang får den nye klub domicil i Ikast, mens det er planen at hjemmekampene skal afvikles både i Ikast og Herning med halvdelen i henholdsvis Ikast Hallen og Sportscenter Holing.

 

Frits Nielsen, Herning Folkeblad

 

 

 

/jps



Admin

Diverse