Det var flotte kampe hele vejen igennem, da Ikast spillede holdkamp søndag den 29. oktober 2006.
Ikast skulle starte imod Lindholm, kampen så på forhånd meget lige ud, og det blev den også.
Efter mixeddoublerne i første runde stod der 1-1, da vi vandt første, men tabte anden. Jeanne Hosbjerg og Mathias Bertelsen vandt overbevisende i første, mens Nicolaj Halldorson og Mie Hjort knebent tabte i tre sæt.
Så kom det til damesinglerne, hvor både Sine Skov og Sofie Tolstrup vandt.
Dermed førte Ikast 3-1.
Herefter kom herresinglerne, hvor Jakob Knudsen tabte første herresingle i tredje sæt. Ikast kom dog igen, da Mathias Kristiansen vandt 2.hs, herefter var det Morten Rand der kæmpede flot i tredje hs, men tabte i tredje sæt. 4 hs mellem Mathias Ankersen og hans normale doublemakker Lasse Todberg skulle vise sig at blive meget afgørende, og her trak Mathias sejren hjem med 24-22 i tredje sæt. Så stod der 5-3 til Ikast.
Så kom vi til damedoublerne, her vandt Sine Skov og Jeanne Hosbjerg i tre sæt, men Sofie og Mie Hjort tabte 2. damedouble knebent.
Så stod der 6-4, og Ikast skulle nu vinde 2 ud af 3 herredoubler, for at få max point. Mathias Bertelsen og Jakob Knudsen startede sikkert ud med at vinde første herredouble, og så gjaldt det anden og tredje herredouble, det endte med en gyser, hvor Ikast tabte 2. herredouble ved Mathias Ankersen/Nicolaj Haldorsson, men vandt tredje ved Mathias Kristiansen/Morten Rand.
Dermed vandt Ikast 8-5 efter en flot holdkamp, med masser af fight.
Nu skulle Ikast møde Aalborg ABC, som ikke havde så meget at komme med. Ikast vandt holdkampen sikkert 13-0. Det blev en god dag, og Ikast tog derfra med godt humør og fuld pointhøst.
Morten Rand endte med af få den eftertragtede fidus.
Ikast indtager efter de to sejre en foreløbig førsteplads i rækken.
/Jakob Knudsen
/jps
