Forventningerne inden kampen var store eftersom holdets klare mål er et avancement til 2. pladsen i puljen inden de afgørende oprykningskampe i foråret.
En hverdagskamp er ikke altid det fedeste, men med alle de unge studerende håbefulde spillere på IFS-holdet, der mere eller mindre havde haft hele dagen til at ”lade op til aftenens kamp” skulle forventningerne indfries.
Alle var enige om at vi skulle godt fra start for derved at knække Skive Resen så hurtigt som muligt.
I første runde vandt Anja og Lasse en sikker sejr efter godt spil (især i 1. sæt) med 21-9 og 21-17. I anden mixeddouble vandt Henriette og Anders efter 3. sæt 16-21, 21-12 og 21-9 . I første sæt ville spillet ikke rigtig hænge sammen, men der blev sat turbo på i 2. og 3. sæt.
Første damesingle vinder Trine efter en lidt svingende indsats 21-9, 16-21, 21-18. I 3. sæt er der dog aldrig tvivl om resultatet. Anden damesingle vinder Kate meget overbevisende 21-10, 21-14.
Med en 4-0 føring efter 1. runde og 4 skræmmende IFS-knægte i singler forude kunne man allerede på daværende tidspunkt begynde at dufte sejrens sødme J.
Endnu engang blev det til sejr i alle 4 herresingler. Christian og Claus vinder forholdsvist sikkert med henholdsvis 21-19, 21-13 til Christian og 21-14, 21-9 til Claus, mens de unge talenter Peder og Jacob spiller meget tætte 1. sæt, for derefter i 2. sæt at køre sejrene sikker hjem (resultater 23-21, 21-16 til Peder og 26-24, 21-17 for Jacob). Det er dejligt at se at der er en god bredde i truppen, hvilket ses af, at 4. HS har været spillet af 4 forskellige spillere i de 5 holdkampe der er spillet i denne sæon. God sejr Jacob !!
Med 8-0 efter 2. runde var de 3 vigtige point allerede sikret, men holdet fortsatte med at vise vilje og gejst og havde ikke til sinde at forære Skive Resen noget som helst.
I begge damedoubler var der aldrig tvivl om resultatet. I 1. damedouble med Trine og Kate var der dog lidt svingende spil ind imellem (21-10, 14-21, 21-11), men kampen lukkes på flot vis i 3. sæt. 2. damedouble blev vundet i overlegen stil 21-13, 21-9.
Med 10-0 i bagagen var der inden herredoublerne lagt op til at der kunne laves rent bord med lutter sejre. Og det holdt stik. Christian og Anders vinder sikkert i 2 sæt (21-10, 21-17), mens Lasse og Claus fighter sig til en flot sejr efter at have tabt et tæt 2. sæt hvor marginalerne absolut ikke var på deres side (21-11, 18-21, 21-9). I 3. herredouble havde Peder og Jacob forholdsvis let spil og kunne efter en knap så koncentreret indsats trække sig tilbage som vindere (21-14, 22-20).
Fidusen gik denne gang helt fortjent til Claus, der igen var flyvende som en 20-årig (o:
Alt i alt en rigtig god præstation der lover godt for de kommende kampe.
Næste kamp er den 16/12 mod Vorup, der er et af puljens bundhold.
/Claus