Sikker sejr til IFS i oprykningsslutspillet til 3. division.


Sikker sejr til IFS i oprykningsslutspillet til 3. division.

Med en sikker 11-2 sejr torsdag aften over Svenstrup holdt IFS liv i drømmene om oprykning til 3. division. Kampen var udsat fra den 24./2., hvor drivhuseffektens konsekvenser forhindrede modstanderholdet i at nå frem.

Hjemmeholdet startede ellers noget nervøst i 1. runde – måske pga. usikkerhed omkring starttidspunktet med deraf følgende kort tid til opvarmning. Kun Trine i 2. DS var suveræn hele kampen igennem. Kate kæmpede som sædvanligt godt, men måtte strække våben mod en klogt spillende modstander – dog kun med 21-18 i 3. sæt. De samme cifre tabte Lasse og Anja det afgørende sæt med i 1. mix i en kamp, hvor Ikast-parret ikke var helt tilfreds med egen indsats. Efterfølgende viste det sig dog, at modstanderparret helt ureglementeret havde spillet 3 mod 2! (den ene af modstanderne var gravid – Lasse mente, det var pigen). Samtidig overvandt Anders og Henriette en lidt nervøs start og vandt en vigtig sejr i to sæt i 2. mix.

 

Efter 2-2 i første runde knækkede IFS modstanderholdet ved at gøre rent bord i herresinglerne. Især Anders Larsen imponerede i 4. HS ved kun at uddele 7 og 6 points i de to sæt. Undertegnede, Klaus og Peter kørte også relativt sikre sejre hjem i de 3 øvrige singler, og da damedoublerne med Henriette og Anja i første og Trine og Kate i anden også vandt sikkert i to sæt, var de 3 points i hus. Alligevel blev der sat trumf på ved at vinde de tre herredoubler med Lasse og Anders i første, Klaus og Martin i anden og Anders og Peter i tredje. Specielt de to unge imponerede ved at vinde i omspil i både andet tredje sæt.

Alt i alt en præstation, som lover godt før topkampen på lørdag i Randers. Vi glæder os.

 

Martin Q.



Admin

Diverse