Forløsning!


Forløsning!

Fredag aften spillede Ikast topkamp mod Brønderslev. Ikast FS Badminton kunne med en sejr på minimum 8-5 sikre sig en historisk oprykning til 2. division.

 

Efter 3 timers badminton, ved stillingen 7-3 til Ikast, bankede spillende træner Peder Nissen den afgørende bold i gulvet i 3. herredouble med makker Martin Hansen. Oprykningen til 2. division var en realitet og jublen fra de 50-100 fremmødte Ikast fans ville ingen ende tage. 

 

I timen op til kampstart fornemmede man noget stort var i gære. Hallen ulmede af spænding og da de sidste 40 Ikast-tilskuere ankom i bus en smule forsinket til hallen 10 minutter før kampstart, var scenen sat.

 

Ikast havde byttet om på mixeddoublerne. Den 19-årige fødselar Gitte Haxen spillede 1. mixeddouble med Henrik K. Hansen. Og hvilken start de fik.... Først efter 15 bolde kom Brønderslev-parret på tavlen. 15-1!! Andet sæt var mere lige. 21-4 21-14.

 

Peder Nissen havde før kampen udtalt, at han og søster Marie Nissen SKULLE vinde 2. mixeddouble  -  og det gjorde de rimeligt komfortabelt. 21-12 21-8

 

I 1. damesingle var Camilla Overgaard oppe mod den hidtil ubesejrede og tidligere VM-bronze vinder, Mette Van Dalm (tidligere Sørensen). Camilla gjorde hvad hun kunne men kom aldrig for alvor ind i kampen. Mette vinder 21-12 21-15.

 

I anden damesingle havde vi Henriette Hansen med som reserve til Malene Worm. Malene havde været syg i dagene op til kampen og var stadigvæk ikke helt på toppen på kampdagen. Heldigvis, (citat Henriette) blev Malene klar. Hun vinder en meget fokuseret kamp med 21-13 21-14..

 

I første herresingle tabte Jesper Skau til en af Hollands tidligere topspillere, Quinten Van Dalm. 21-17 21-15. Jesper havde problemer med at finde sig rette i hallen.

 

I anden herresingle var Ikasts Martin Hansen oppe mod Martin Kjøbsted. Hansen kom aldrig rigtig i gang med det ellers stabile spil han har vist henover hele sæsonen. Var det de 300 tilskuere og MEGET larm der slog dig ud? (Heldigvis tog Martin revanche senere i kampen som i kunne læse i starten).

 

Stillingen var nu 3-3 og hallen loaded med spænding (hva´ siger du Tove!!).

 

De næste 3 kampe gik alle i 3 sæt, og nogen af os begyndte at tænke på de sidste 2 sæsonafslutninger hvor meget få bolde gjorde forskellen på 3. og 2. division.

 

Michael Moesgaard var part i holdkampens mest spændende dyst i tredje herresingle. Michael vinder første sæt 21-19 mod den rutinerede Morten Hedelund, taber andet 15-21. I tredje sæt kommer Michael foran 18-15 og vi tror (håber) alle at den er hjemme. Kort tid efter står Morten med matchbold ved 20-19. Michael pepper publikum og trommekvintetten op. Morten laver derefter 3 uprovokerede fejl og sættet ender med 22-20 til Michael og Ikast. Moes´ jubelscene efter sejren var helt bestemt en oprykning værdig.

 

Mats Bue var ligeledes oppe mod en gammel kending, Thomas Ellegaard. Mats vinder 21-13 19-21 21-15. En lidt rodet kamp hvor Mats bevarer fokus og vinder en kamp der skal vindes.

 

Hermed gik to af tre 3-sættere gik til Ikast. Stilling 5-3 og Ikast manglede kun tre kampe for at sikre oprykning før de rene doubler.

 

I første damedouble var Malene og Marie for en sjælden gang skyld ikke favoritter da de stod over for det ubesejrede par, Mette Van Dalm og Mette Olsen. Første sæt gik til Brønderslev parret med 21-18. I andet sæt formåede Marie og Malene at fuldføre den åbenlyse taktik og holde bolden væk fra Mette Van Dalm. 21-15. I tredje sæt havde de fuldstændig krammet på deres modstandere. 21-12 og den sidste tre-sætskamp gik til Ikast.

 

I anden damedouble var Ikast-parret Camilla Overgaard og Gitte Haxen klare favoritter. Det levede de til fulde op til 21-9 21-6.

 

I herredoublerne havde begge klubber byttet lidt om på rækkefølge og konstellationer. Den sidste og afgørende oprykningsbold blev slået i 3. herredouble da Martin Hansen og Peder Nissen sikkert vinder 21-15 21-8. Jublen ville derefter ingen ende tage...

 

Første herredouble taber Mats og Moes med 21-10 21-17. Anden herredouble vinder Skau og K med 21-15 21-19.

 

Efter 3 års tilløb skete det alle (i Ikast FS Badminton) -  virkeligt håbede ville ske....champagnepropperne sprang og holdleder Tove uddelte guldbarer.

 

...og en lille fødselsdagssang til Gitte blev det også til.

 

Tak til Jan Jørgensen, Gavni og den skadede Claus Mikkelsen der hjalp Peder med at coache...

 

... og til Brønderslev for en velafviklet kamp  -  og at de bar over med tromme kvintetten der udførte deres mission lige bag ved dommerbordet!!

 

De monster mange tilskuere skal også have en stor tak for at køre den lange tur til og fra Brønderslev en sen fredag aften  -   lige fra Camillas bedstemor til de mange ungdomsspillere der styrede slagets gang fra lægterne. 

 

 

 

Vi ses hos Worm og Storm på lørdag - Bestyrelsen har lovet fri bar!! (hvad med et rengøringshold søndag formiddag  -  kan i også klare den!?)

 

Se billeder under billedgalleri (mit kamera er ikke godt til bevægelse  -  og de var svære at undgå på en dag som denne!!)

 

/Storm

 

 



Admin

Diverse