Ikast 1.maj 2007
Herning Folkeblads Fond
Att. Alex Nielsen
Østergade 25
7400 Herning
Vedr. Prisuddeling 2007 af Herning Folkeblads Fond
IFS-badminton er en afdeling under foreningen IFS i Ikast. Vi er en selvstændig afdeling, som arbejder for at skabe én af Danmarks bedste badmintonafdelinger.
IFS-badminton er en forening med mange jern i ilden. Vi har en målsætning om at gøre os gældende på højeste plan i Danmark, samtidig med at vi ønsker at være en forening, der kan rumme både bredden og eliten. På 7 år er Ikast FS Badminton gået fra bunden af Jyllandsserien til 2. division. Klubbens erklærede mål er en status som 1. divisions klub i løbet af 2-4 år.
I år har vi startet et projekt omkring forældre/barn-badminton. Vores mål er at få flere børn til at dyrke badminton og blive glade for at komme i hallen. Vi tror på, at forældre og børn kan have stor glæde af hinanden i samværet omkring badminton, og derfor er denne træning for BÅDE børn og forældre. Det har været en stor succes fra starten af og der er fuldt hus hver lørdag formiddag i Sportscenter Ikast. Projektet kan kun lade sig gøre fordi der er mange gode frivillige kræfter i foreningen, som løfter hvor de kan.
Badminton er sæsonpræget, og sæsonen løber typisk fra august til maj. Vi vil mere end det traditionelle. Derfor tilbyder vi børn og unge fra hele Danmark at komme til Ikast i deres sommerferie og være en del af Ikast Lejrene. Det er 4-5 dage med badminton, leg, hygge, samvær, musik, dans, adventureløb, svømmehal m.m.m. Disse lejre henvender sig til børn i alle aldre og på alle niveauer. Der er mange rundt i den danske badmintonverden der kender Ikast for netop disse sommerlejre. Igen er det frivillige arbejde i centrum og en forudsætning for at det kan lade sig gøre. Flere frivillige personer bruger flere dage af deres sommerferie på at hjælpe til med at få det til at lykkes.
Ud over flere sociale tiltag i IFS-badminton, sker der også meget på elitesiden. Vi har som sagt høje ambitioner: vi bilder os ind at vi kan være med, dér hvor det sker i dansk badminton. Vi bliver inspireret af de andre idrætter i byen, som jo har bevist at det kan lade sig gøre!
Vi har ansøgt Team Danmark og Dansk Badminton Forbund om at få Team Danmark træning til Ikast. Det ansvar har de givet os. Vi har ansvaret for den kraftcentertræning, som samler de dygtigste spillere fra hele det midt-vestjyske område. Dette samarbejde med Team Danmark og de andre klubber i området giver fornyet kraft til et trængt område inden for badminton. Der er en tendens til spillerflugt til de store byer som Ålborg og Århus, men pludselig kan Ikast tilbyde spillere fra Jylland et alternativ – vi arbejder seriøst for at blive blandt de bedste til talentudvikling!
Indsendt af:
Malene Worm, ungdomstræner i IFS-badminton
Tlf. 61 66 01 38
Mail: malwo123@yahoo.com
Viborgvej 48
7400 Herning