Mats og Camilla i Herning Folkeblad


Mats og Camilla i Herning Folkeblad

Talenterne bliver gerne i Ikast


Camilla Overgaard og Mats Bue er ikke i tvivl om, at de gerne vil blive i Ikast og hjælpe klubben yderligere frem. Også selv om de har mange andre muligheder


Af Thomas Damm, herningfolkeblad.dk


Når man er 18 år og bliver færdig på gymansiet til sommer, så står man over for en række valg. De valg bliver ikke nemmere, når man samtidig er en talentfuld sportsudøver med masser af ambitioner.


Det er kort sat situationen for Camilla Overgaard og Mats Bue. De spiller begge badminton i Ikast, og de er begge blandt de bærende spillere på klubbens bedste hold, der spiller i 2. division, men med ambitioner om oprykning.


Mange idrætsforeninger i en lang række sportsgrene oplever, at det er svært at holde på de unge spillere, når først de kommer i den alder, hvor studierne kalder.


- Jamen, det er en tid, hvor der er mange valg, der skal træffes. Der er mange overvejelser, man kan gøre sig. Når jeg bliver færdig til sommer, så får jeg muligheden for at satse på min badminton, og så må jeg se, hvor langt det kan føre, siger Camilla Overgaard.


Hun har spillet i klubben siden hun var otte år gammel, så hun føler en tæt tilknytning til den, og det forhold har hun ikke lyst til at stoppe lige med det samme.


- Selvfølgelig skal jeg også tænke på min udvikling, men vi har nogle gode trænere her, og så har jeg også mulighed for at træne i Århus under Morten Frost, hvor der er mange gode spillere med, fortæller Camilla Overgaard.



I top to


Hun betegner sig selv som værende i top to i sin årgang, og dermed er hun samtidig blandt den absolutte elite blandt de kvindelige badmintonspillere. Så sent som i sidste weekend deltog hun i en international turnering på Island.


- Der mødte jeg nummer 45 i verden, og generelt er der vel spillere fra omkring nummer 20 til nummer 40 på verdensrangslisten med i de turneringer, jeg også spiller, siger Camilla Overgaard.


I de første holdkampe i 2. division har hun hidtil haft let spil og har vundet alle sine kampe. Hun ser dog frem til at få mere modstand i de næste tre kampe.


- Der skal jeg blandt andet møde den bedste spiller fra New Zealand. Dem, jeg har mødt hidtil, har været på min egen alder, og dem skulle jeg slå, fastslår Camilla Overgaard.


Hun overvejer ikke umiddelbart at stille op for Team Århus, selv om hun træner med dem.


- Der er kun én damesingle, og de har en rigtig stærk spiller på den plads, så jeg vil sikkert komme til at spille på andetholdet, som spiller i 2. division, som vi også gør. Men det er fint, at jeg kan træne med dem, understreger Camilla Overgaard.


Hun forventer at blive boende i Ikast, når hun bliver færdig med skolen. Det vil Mats Bue til gengæld næppe. Han vil gerne læse videre. Han bor i dag i Holstebro, men spiller i Ikast. Efter sommerferien kan han få endnu længere til træning.



Fortsætter i Ikast


Jeg vil gerne læse medicin i Århus, men fortsat spille her i Ikast. Jeg fornemmer, at de gerne vil satse på mig. Jeg har det også rigtig godt her i klubben. Det er en god klub rent socialt, så jeg håber, vi finder ud af noget, understreger Mats Bue.


I dag er han med holdet i København, hvor spillerne skal forsøge at holde skansen som ubesejrede.


- Det er gået rigtig godt indtil videre. Vi er også et ungt hold, så der er stadig noget, der skal bygges op, siger Mats Bue.


Han føler selv, at han endnu får tilstrækkelig med udfordringer ved at spille i Ikast. Han er ikke førstesingle hos mændene og vinder de fleste af de kampe, han spiller.


Han glæder sig over, at der er opbaking til holdet. Når der spilles kampe hjemme i Sportscenter Ikast er der larm i hallen.


- Vi har anskaffet os et trommesæt, så vi kan sidde med stortrommen bagved og lave noget larm. Der skal noget til, når vi spiller i så stor en hal, fastslår Mats Bue.



Foreløbig gælder det en tur til København.


- Med holdet er vi ikke vant til de lange ture, så det bliver sjovt, siger Mats Bue.



Thomas Damm

Diverse