En badmintongyser i 13 afsnit, af Thomas Damm


En badmintongyser i 13 afsnit, af Thomas Damm

Badmintonspillerne fra Ikast FS skal spille om oprykning til 1. division, men et knebent nederlag til Randers gør det svært at tro på oprykning


Af Thomas Damm, Herning Folkeblad


Inden lørdagens sidste grundspilskamp i 2. division var man hos Ikast FS yderst tilfreds med sæsons forløb så langt. Holdet, der i sidste sæson rykkede op fra 3. division, var det eneste ubesejrede i puljen, og at holdet kunne vinde puljen, var der vist ingen, der for alvor havde troet på for nogle måneder siden. Målet var »bare« at blive blandt de fire af rækkens otte hold, der ville fortsætte til oprykningsspillet.


Vinderen af kampen ville også vinde puljen, mens det andet hold ville blive toer. Den placering har stor betydning, fordi vinderen kan tage seks point med over til oprykningsspillet, mens toeren må nøjes med at bringe fire point videre. Det er to point, der er meget vigtige, når oprykningen skal afgøres.


De to hold fulgtes ad hele eftermiddagen, og det så længe ud til, at hjemmeholdet ville kunne trækket det længste strå. At det så alligevel ikke lykkedes, gjorde naturligvis ikke stemningen bedre.


Det var på forhånd forventet, at der kunne blive liv og glade dage i hallen under kampen. Men modstanderne fra Randers mødte ikke frem med mange supportere, så det var hjemmeholdets tilskuere, der med tre effektive trommer kunne præge stemningen og lægge pres på modstanderne.


Ikast fik en stor fordel af, at Randers måtte undvære den normale 2. damesingle, der blev skadet i holdets sidste træning.



Slukørede miner


Selv om Ikast-spillerne altså har præsteret over egen forventning, var det de sluk<h>ørede miner, der prægede spillerne, da den sidste fjerbold var slået i gulvet, efter at lørdag eftermiddag var blevet til aften. Efter tre timeres forrygende spændende kamp, hvor der blev vist badminton af høj kvalitet, måtte Ikast-spillerne se sig slået 7-6. Som Ikasts spillende træner, Peder Nissen, havde forudset, så blev kampen først afgjort i 13. og sidste match, nemlig anden herredouble.


Her måtte Claus Mikkelsen og Jesper Skau overgive sig efter tre sæt mod Martin Kragh og Henrik Kristensen. Især tredje sæt, hvor denne kamp var den eneste, der var i gang i hallen, blev en nervøs affære. Spillerne vidste naturligvis godt, at hele holdkampen ville blive afgjort i deres duel. Hvor resten af eftermiddagen havde budt på masser af seværdig badminton, så blev spillet nu forkrampet, og alle fire spillere lavede dumme fejl, som man ellers ikke så mange af denne eftermiddag.


Randers-doublen, der ellers var yngre og mindre rutineret end Ikast-spillerne, holdt bedst sammen på deres spil og var køligst, da kampen skulle afgøres. Efter at have været bagud 14-19 vandt Claus Mikkelsen og Jesper Skau tre bolde i træk og kom på 17-19. Det var dog en stakket frist, for Randers-spillerne vandt herefter de to sidste bolde.


De fik de øvrige Randers-spillere, som i løbet af tredje sæt var rykket stadig tættere på banen, til at råbe deres lettelse ud, mens alle Ikast-spillere, holdledere og tilskuere pludselig ændrede ansigtsudtryk. Efter at have været helt fremme på stolene, sank skuldrene ned, øjnene gik på uendeligt og der blev bandet lidt.



Tunge minutter


Specielt for Ikasts Claus Mikkelsen var det nogle tunge minutter. Ikke nok med, at han havde været med til at tabe den afgørende double. Umiddelbart inden den kamp havde han i den sidste herresingle været ude i endnu et drama. I tre sæt tabte han til Nicky Bach i en kamp, der næsten ikke kunne være tættere. 22-20, 18-21, 18-21 tabte han med. I første sæt var han nede med et sætbold, inden han kæmpede sig tilbage og vandt sættet.


Så selv om Ikast tabte, havde der altså også været medgang i løbet af eftermiddagen, og det hæftede Peder Nissen sig da også ved.


- Selvfølgelig er vi skuffede her lige bagefter, men omvendt må vi sige, at Randers vandt fortjent. Vi spillede vores chance og var rigtig godt med. Som jeg ser det, kunne holdet ikke gøre mere, fastslog træner Peder Nissen, da holdet lige havde evalueret indsatsen og havde trøstet sig med en enkelt, kold pilsner.


- Nu bliver det meget svært at tro på, at vi kan rykke op. Men vi kan lære rigtig meget af de fire oprykningskampe, og det kan vi bruge positivt i næste sæson, understregede Peder Nissen.




Foto: Flemming Hansen, Herning Folkeblad



jps

Diverse


Warning: getimagesize(http://www.ifs-badminton.dk/images/mellemBilleder/14spo badminton fh 3_150108.jpg) [function.getimagesize]: failed to open stream: HTTP request failed! HTTP/1.1 400 Bad Request in /var/www/www.ifs-badminton.dk/www/nyhed.php on line 111

Warning: getimagesize(http://www.ifs-badminton.dk/images/mellemstoreBilleder/14spo badminton fh 3_150108.jpg) [function.getimagesize]: failed to open stream: HTTP request failed! HTTP/1.1 400 Bad Request in /var/www/www.ifs-badminton.dk/www/nyhed.php on line 121