24-årige Sune Gavnholt lever som professionel badmintonspiller. Han har skiftet Elitedivisionen ud med 2. division i Ikast FS
Af Thomas Dammtbdherningfolkeblad.dk
Det er en drøm, 24-årige Sune Gavnholt i øjeblikket lever ud. Han lever nemlig af at spille badminton, og selv om den karriere ikke gør ham rig på bankkontoen, giver den ham en masser oplevelser på anden vis.
- Jeg får set verden. Sidste år var jeg eksempelvis til turneringer i Peru og USA, og til sommer regner jeg med at skulle spille i Thailand, fortæller Sune Gavnholt.
Siden sidste sommer har han repræseneret Ikast FS, og det kan synes lidt underligt, at en spiller, der i syv år har har spillet i landets bedste badmintonrække, pludselig spiller for et hold, der først til denne sæson rykkede op i 2. division.
Siden han var fem år, har Sune Gavnholt spillet i Århus-klubben Viby, og de seneste syv år har han spillet i Elitedivisionen for Team Århus. Inden Peter Gade kom til, var Sune Gavnholt førstesingle, og da reglerne i Elitedivisionen blev lavet om, så der kun spilles to herresingler i holdkampene, var Gavnholts position yderligere truet, da endnu en dygtig single kom til klubben.
- Det er efterhånden sjældent, at nogen er så længe i den samme klub, og jeg havde lyst til noget nyt. Her i Ikast har jeg også fået en helt ny rolle, som den bedste spiller. Det er en klub med store ambitioner og en klub, der bakker mig meget op, fastslår Sune Gavnholt.
Masser af badminton
Skiftet til Ikast skete ikke helt ud i det blå. Hans bror, Anders Gavnholt, har spillet i klubben gennem flere år og også er med i bestyrelsen.
- Derfor kendte jeg både klubben og mange af spillerne på forhånd. Det gjorde det selvfølgelig også nemmere for mig, fastslår Sune Gavnholt.
Hans liv handler næste udelukkende om badminton. Foruden at træne én eller to gange om ugen med Ikast FS har han seks ugentlige træningspas hos Morten Frost på Team Danmark-centret samt to-tre fysiske pas. Oven i det træner han også unge badmintonspillere.
- I min aftale med Ikast ligger, at jeg er træner én gang om ugen, og foruden det er jeg træner tre gange om ugen i Herning Badminton Klub. Det er trænerjobbene, der gør det muligt for mig at leve af badminton, konstaterer Sune Gavnholt.
Selv om han lever af sin sport, slår han fast, at der ikke er penge til de store udskejelser.
- Det løber rundt, men så heller ikke meget mere. Det er helt fint med mig på det her tidspunkt i min karriere, siger han.
Hvis man vil tjene penge, så er badminton ikke den mest naturlige vej at gå. De absolut bedste tjener gode penge, men selv de næstbedste skal ofte supplere op.
Andet at tænke på
Kenneth Jonassen (tidligere Herning og Danmarks næstbedste spiller, red.) er også spillende træner. Det passer mig fint, at der også er noget andet, at tænke på. Især i perioder, hvor det måske ikke kører så godt på banen, er det rart, at have noget andet at tænke på. De unge, jeg underviser, har jo krav på, at jeg er fokuseret på dem, når vi træner, siger Sune Gavnholt.
Selv om han kun er 24 år gammel og alt andet lige kan spille på topplan mange år, så er han også begyndt at tænke på et liv efter karrieren. Han håber på at begyndte på Århus Universitet efter sommerferien. Han har søgt ind på psykologi og kommunikation.
- Det er valgt efter mine egne erfaringer. Jeg bruger selv en personlig coach til at diskutere nogle ting med, og den rolle kunne jeg godt se mig selv i på et senere tidspunkt. For mig er det vigtigt, at man tænker på »det hele menneske«. Det hele skal hænge sammen, fastslår Sune Gavnholt.
At bruge en coach er et forholdsvis nyt fænomen, der vinder hurtigt frem. Det gælder ikke bare hos sportsfolk, men også hos eksempelvis erhvervsfolk
- Det er en sparringspartner, man kan bruge, men man skal huske ikke at fralægge sig ansvaret selv. Man skal også selv kunne løse problemerne, så man skal ikke ringe til coachen, så snart man løber ind i problemer, erkender Sune Gavnholt.
24 medaljer
Han har i efterhånden mange år været blandt de bedste spillere i sin årgang. Som ungdomsspiller hentede han i alt 24 medaljer ved danmarks- og europamesterskaber.
- I dag satser jeg udelukke på single, men som ungdomsspiller spillede jeg i alle kategorier, og jeg er én af de få, der har DM-titler i alle tre rækker, siger Sune Gavnholt.
I dag er han igen med til DM, men i modsætning til de unge år er han ikke længere favorit. I første runde møder han en spiller, hvor det indtil nu står 2-2 i deres tidligere møder.
- Peter Gade og Kenneth Jonassen er klar de to bedste. Efter dem er vi måske 12 spillere, der står ret lige og slår hinanden på skift. Mit mål er at være blandt de fem bedste herresingler, påpeger Sune Gavnholt.
For at nå det mål vil han stadigvæk spille mange internationale turneringer. I øjeblikket spiller han cirka 12 turneringer i udlandet hvert år.
- Jeg ved selvfølgelig ikke helt, hvordan jeg kan få det til at gå op, hvis jeg kommer ind på universitetet. Men jeg vil gerne spille i udlandet. Det giver mange oplevelser, fastslår han.
Så sent som i sidste weekend var han til en turnering i Sverige, hvor han dog røg ud i første runde. Han har været i tre internationale finaler, hvor han dog hver gang har tabt. Senest skete det i Slovakiet i oktober måned.
Næste turnering er German Open, der er en delt af Grand Prix-serien, hvor tæller de absolut største turneringer i badminton-verdenen.
- Endnu ved jeg ikke, om jeg er direkte inde i den turnering, eller om jeg skal gennem kvalifikationen først, oplyser Sune Gavnholt.
Med solen i øjnene
Man får nogle anderledes oplevelser i udlandet. Da vi spillede i Peru, skete det i en hal, hvor sollyset kom lige ind i den ene side af hallen. Det er der ingen motionister, der vil finde sig i herhjemme, men det er betingelserne dernede, hvor de måske kun har to klubber, fortæller Sune Gavnholt.
Uanset om han kommer på universitet eller ej, så spiller han også i Ikast FS næste år. Klubben helt klare mål er at rykke op i 1. division. Det er muligt, det kan ske allerede i år, men det bliver svært.
- Jeg vil meget gerne være med til at spille holdet op, og hvis vi får en forstærkning eller to til næste år, så tror jeg også på det, siger Sune Gavnholt.