Pressemeddelelse fra DGI
Malene Worm og Casper Hansen fra Ikast har netop afsluttet uddannelsen som akademitræner i badminton. Uddannelsen rangerer blandt de højeste inden for badminton. De står nu klar til at hjælpe badmintonforeningerne i Ikast-område med at booste badminton.
Med akademitræneruddannelsen i bagagen er Malene Worm og Casper Hansen klar til at hjælpe klubberne i Ikast-området med at vende de seneste års tilbagegang inden for dansk badminton. Det skal ske med deres nyerhvervede viden og begejstring for badminton, og de to nyuddannede akademitrænere er klar til at rykke.
- Med uddannelsen er vi rustet til at kunne træne på alle niveauer. Vi har så meget i posen af kreativitet og viden, og vi har fået nogle mentale redskaber til at håndtere spillerne mere individuelt. Jeg vil gerne videregive spillets facetter, de små detaljer og den begejstring ved spillet, jeg selv tænder på, siger Casper Hansen.
Casper Hansen og Malene Worm har taget akademitræneruddannelsen på DGI's Træner Akademi, der er det nærmeste, man kommer en komplet træneruddannelse i badminton i dag.
Undervejs har der været undervisere fra virksomheder som Grundfos, ligesom Morten Frost og Peter Gade er på listen over gæsteundervisere.
Den 200-timer lange uddannelse er for erfarne trænere, der fremover kan stå for træning på højt niveau af unge eller voksne spillere. Akademitrænerne kan også medvirke til udvikling af klubberne, de kan stå for projekter og har fået undervisning i mødeledelse og gruppeudvikling.
Både Malene Worm og Casper Hansen underviser på badmintonlinien på Idrætsskolerne Ikast, og Malene Worm er også træner i Ikast Forenede Sportsklubber, hvor hun træner næstbedste ungdom.
- Uddannelsen er på så højt niveau, og træneren får meget mere end bare den nyeste viden om det badmintonfaglige. Jeg er blevet mere menneskeklog og har lært at se spilleren fra flere synsvinkler. På den måde får du det bedste frem i spilleren, siger Malene Worm.
Hun er 27 år og har i fire år spillet og trænet i Ikast FS. Casper Hansen er 29, har været træner i ti år, og han er netop flyttet til Ikast for at undervise i badminton.
Formad for DGI Badminton, Benny Andreasen, siger, at målet med DGI's akademitræneruddannelse bl.a. er at hæve standarden, både i den almindelige badmintontræning i klubberne og på eliteniveau.
- Med uddannelsen får vi nogle trænere med den nyeste viden, og de kan være med til at inspirere andre trænere i klubberne og fastholde spillerne. Samtidig ved vi, at jo flere velkvalificerede trænere der er, jo flere spillere kommer der, siger Benny Andreasen.
Også Kate Blirup, som på femte år er badmintontræner i Ikast FS, har gennemført uddannelsen som akademitræner. Hun har tidligere også været hjælpetræner på Team Danmark Talentkraftcenter i Ikast.
Til redaktionen:
Yderligere oplysninger:
Malene Worm tlf: 61660138
Casper Hansen tlf: 22520984
Kate Blirup tlf: 28946067
Formand for DGI Badminton Benny Andreasen 23327543