Sølv og bronze til Camilla i Holland


Sølv og bronze til Camilla i Holland


Sølvmedaljer til U19 ved 6-nations i Holland



af Jacob Høi, gruppetræner U19


Gruppetræner Jacop Høi har været med U19 spillerne til den netop overståede seks-nationers turnering, der blev spillet i Papendal Olympiske træningscenter i Holland. Han fortæller her, hvordan det gik de unge spillere i Arnheim.


Vi kan roligt sige, at Danmark var det suverænt mest vindende hold i både holdturnering og i den individuelle turnering... Dette til trods rakte det desværre "kun" til en sølvmedalje i holdturneringen, da de Hollandske piger om lørdagen viste sig for stærke for vores piger... Rigtig ærgerligt da vi slog begge de to singlepiger i den individuelle turnering mindre en et døgn senere!


Mens Holland vandt alle sine holdkampe meget tæt og dermed sikrede sig 26 vundne kampe, lykkedes det de danske spillere at hive 34 sejre i hus. Alligevel blev det kun til sølvet...



Danskere i fire ud af fem finaler


I den individuelle turnering stod der danske spillere/par i fire af de fem finaler. I mix var det endda lykkedes vores 3/4-seedede par Anne Skelbæk/Mads Pedersen at slå de topseedede englændere og derved sikre en ren dansk finale mod vores egne bundseedede Maria Helsbøl/Mikkel Elbjørn. En yderst flot præstation af Anne og Mads. Efter en finale præget af mange fejl og typisk "kamp mod vores egne", var det Mikkel og Maria, der fortjent tog titlen i bagagen.
De samme to drenge var blevet topseedet i herredouble efter at have vundet alt på deres vej i holdturneringen... Og denne statistik holdt de fast i: 5 dage og 9 kampe senere stod de meget fortjent med guldmedaljen om halsen. Teknisk og ikke mindst taktisk var vores drenge bare et niveau bedre på specielt forbanen. Mikkel Elbjørn blev dermed turneringens eneste spiller med to af de gyldne medaljer om halsen.


I damesingle stod vi uden vores bedste kort Anne Hald, som var savnet af både holdet og af vores modstandere. Fire andre piger stod dog klar til at udfordre i singlerækken. Lotte Bonde havde primært fået singlen for at få en ekstra kamp; og det viste sig, da også at være for stor en mundfuld at kæmpe mod Belgiens bedste kort Lianne Tan. Amanda Mathiasen lagde ud med at vinde i 3 sæt over én af de hollandske piger, der havde sikret sejren mod DK dagen i forvejen. Der er altid garanti for en god fight når Amanda er på banen; og det fortsatte da også i den næste kamp, hvor en ung englænder dog trak det længste strå i 3.sæt...Camilla Martens, der var med på afbud, markerede sig i den individuelle turnering ved at slå den topseedede svenske Jessica Karlsson i 2.runde. Et flot resultat, der dog blev bremset af Yik Man Wong fra den Hollandske række af gode piger... Det var den samme Wong, der i semifinalen slog vores danske mester Camilla Overgaard. Camilla O havde i holdturneringen ellers vist sine gode DM-takter, så alt i alt var det en velfortjent bronze, der mandag blev hængt om halsen på hende.


I damedouble gjorde specielt to af vores par opmærksom på sig selv: Både Lotte Bonde/Camilla Overgaard og Anne Skelbæk/Maria Helsbøl spillede nemlig 3 sæt med det vindende hollandske par Samantha Barning/Eefje Muskens. Det var dog Anne/Maria, der overraskede mest ved at slå de bundseedede englændere i 3 sæt efter at have været helt ude af kampen i semifinalen... Nede med et tabt 1.sæt 7/15 i 2.sæt kommer der pludselig nogle lette fejl fra Englands suverænt bedste kort, Samantha Ward. Og med god fight er sættet pludselig vores og 3.sæt køres sikkert hjem - De engelske piger havde simpelthen ikke moral til at løfte sig fra "faldet" i 2.sæt. Dermed en meget flot sølvmedalje til Anne/Maria.




Emil Holst - den helt store helt


Præstationsmæssigt havde det været helt fair med en ren dansk finale. Thomas Fynbo spillede en lang og flot kvartfinale mod Hollands bedste kort. En kamp, der faktisk var i hus, men som i flere omgange blev forstyrret. Ja endog vendt og fortsat med nogle meget rodede kendelser... Turneringens helt store helt blev dog i sidste ende vores egen U17-spiller, Emil Holst. Emil måtte til U19DM nøjes med sølv, men har både hjemme og til de øvrige internationale turneringer vist, at han hører hjemme i toppen også i U19. Med udelukkende sejre gennem både holdturnering og den individuelle turnering cementerede Emil sin status blandt Europas bedste ungdomsspillere - med to år tilbage i ungdommens "beskyttede" tilværelse. Faktisk var Emil mest presset mod Tysklands "reserve-spiller" Nikolaj Persson, der sjovt nok er lillebror til vores egen mere kendte Joachim Persson.



Stolte over indsats


Med sølv i holdturneringen og tre guld-, to sølv- og en bronzemedalje i den individuelle turnering har truppen på de tolv spillere gjort det, de blev udtaget til. Vi kan være super stolte over både indsats, præstation og resultater mod Europas stærkeste hold - især taget i betragtning af, at vi måtte undvære vores to spidser Dennis Prehn og Anne Hald.



/fra DBF´s hjemmeside www.badminton.dk



jps

Diverse