KMB-2. div.


KMB-2. div.

Kastrup Magleby - Ikast, oprykningskamp til 1. division


KMB var næsten sikker på at rykke op inden kampen i lørdags, men alligevel stillede de op i stærkeste opstilling. De havde bl.a. Pernille Harder med, selvom hun er gravid, men det var ikke til at se på spillet! Pernille og Kenneth Mogensen, der er storebror til danmarksmesteren Carsten, vinder forholdsvis sikkert over Claus og Gitte, som dog kæmper og spiller en fin kamp. 21/11 - 21/15. I 2. mix var Henriette med i stedet for Marie, der døjer med lysken-problemer. Henriette går uimponeret til værks, og lidt overraskende vinder hun og Henrik K. det første sæt. Derefter stod der KMB på resten af kampen, men selvom cifrene viser det modsatte, så var der mange gode dueller i de sidste to sæt også. Henrik imponerede bl.a. med at kaste sig fire gange i samme duel til stor applaus fra publikum i hallen. Mikkel Elbjørn Larsen (2 x danskmester i U-19) og Maja Bech vandt med cifrene 17/21 - 21/10 - 21/8.


I damesingle var begge kampe på papiret med lige. Efter et lige start, kommer Camilla stille og roligt igang mod den 6 år ældre modstander, Louise Nørregaard. Camilla er blevet bedre de seneste måneder, og demonstrerer dette med at vinde med noget så overbevisende som 21/13 - 21/6. I 2. damesingle bliver Malene Worm ved med at imponere mig gang på gang. Malene var oppe mod U-19 spilleren Christina Mogensen, der også er i familie med Kenneth og Carsten, og det blev en meget tæt affære. Christina vinder med 21/15 i første sæt, hvorefter Malene får mere styr på taktikken og vinder de næste to sæt med 18/21 og 17/21. Dermed 2-2 efter første runde...


Så var det tid til herresinglerne. I 1. mødte jeg den nu 39-årige Michael Søgaard. Michael var sammen med Kim Dong Moon fra Korea måske verdens bedste mixherre, efter at han valgte at stoppe med at spille single på turneringsplan. Han spillede dog stadig hs i holdkampe, og jeg har selv fået store stryg af ham i en DM-semifinale for 5 år siden. Så jeg var opsat på revanche, og vinder med 21/16 og 21/17. I 2. herresingle var Mats oppe mod 2-meter manden Janek Roos, der også har sine største bedrifter inden for doublespillet, men skam stadig deffer en god single. Mats hænger udmærket i, men må se sig slået 21/15 - 21/18. Stilling: 3-3. I 3. herresingle var Christian Blirup med i sin anden kamp for 1. holdet i denne sæson. Mon han skulle gå gennem sæsonen ubesejret? Desværre... Christian smager sin egen medicin mod støveren/marathonmanden/Jern Henrik, også kalder Carsten Gjerløv, som for nogle år tilbage vandt alle senior-mesterrække turneringer, der overhovedet fandtes. Flot kamp - med sejr til Carsten på 21/12 - 21/23 - 21/12. I 4. herresingle var der afskedskamp for Jesper Skau, der indstiller karrieren, da lysten ikke rigtig er der længere. Jesper mødte U-19 spilleren Mark Kruse, der er kendt for en sublim teknik. Den kommer også igennem og Mark vinder med 21/14 - 21/15. 5-3 til KMB inden doublerne...


I damedouble var der byttet lidt rundt på konstellationerne - Gitte og Malene spillede 1. mod Maja Bech og Pernille Harder. Jeg fulgte kampen tæt, og synes, at Malene og Gitte gør det rigtig godt. Pernille var bare lige en tand bedre og skarpere. 21/18 - 21/15. Camilla og Henriette får desværre ikke fulgt op på deres gode kampe forinden, og mangler noget sammenspil. KMB's to singlepiger vinder sikkert med 21/15 - 21/11. Dermed 7-3 til KMB.


Over til herredouble. Her var der også byttet lidt rundt. Mats og Skau spillede denne gang sammen, og spiller mange fine dueller mod Mikkel Elbjørn og Janek Roos, men kan ikke komme igennem deres solide def. KMB sejr på 21/16 - 21/15. Også Claus Mikkelsen havde afskedskamp, og havde derfor ydret ønske om at spille sin sidste kamp med undertegnede. Cirklen skulle lukkes hvor det hele startede, som han så poetisk kunne sige det. Vi overrakser også med at vinde første sæt over Michael Søgaard og Carsten Gjerløv, der er ubesejret i år. 2. sæt taber vi lidt for hurtigt. Det er ikke altid det smarteste at spille fladt spil med Søgaard! Nå, men 3. sæt blir' en meget tæt én af slagsen, og ender med et knebent nederlag. KMB trækker sig sejsrigt ud af kampen med 19/21 - 21/14 - 21/18. 3. herredouble blir' også en 3. sætter, som Henrik og Blirup taber med 21/16 - 16/21 - 21/11. Godt med nogle 3. sættere for Christian, så han får prøvet kræfter med nogle kampe på et lidt højere niveau.


Sejr til KMB på 10-3. Fortjent, men det var en god holdkamp, hvor vi med lidt mere vilje og held kunne ha' taget et par skalpe mere! Tak for denne sæson til spillerne på holdet og held og lykke til Skau og Mik med deres nye udfordringer! Vi andre ses til klubmesterskaber, afslutningsfest og træning!




Sune

Diverse