Farvel til et stortalent
Ikast FS må tage afsked med stortalentet Camilla Overgaard, der har skrevet kontrakt med Team Vestsjælland
Af Thomas Damm, herningfolkeblad.dk
Hos Ikast FS har man en ambitiøs badmintonafdeling, der arbejder målrettet på at rykke op gennem rækkerne. I den afsluttede sæson var holdet i oprykningsspil om at komme i 1. division, der er landets næstbedste række. Det mislykkedes, og nu må man sige farvel til holdets helt store profil.
Det er 19-årige Camilla Overgaard, der i denne sæson har vundet DM i sin årgang. Hun havde ellers meldt ud, at hun til næste sæson ville flytte til Århus, men fortsat spille for Ikast.
- Ja, det havde jeg sagt, men for min udvikling er det her en kæmpe chance. Jeg kommer til at spille for et ligahold, og samtidig skal jeg træne på elitecentret i Brøndby, fortæller Camilla Overgaard, der flytter til København 1. august.
Aftalen er kommet i stand, fordi hun til flere internationale stævner over en periode har snakket med klubbens direktør Michael Kjeldsen.
- De tror virkelig på mig, og samtidig vil de satse yderligere på udviklingen af pige-talenter i klubben, så det ser meget spændende ud, mener Camilla Overgaard.
Ked af det
Hun har hidtil ikke spillet i andre klubber end Ikast og er lidt ked af at forlade klubben.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg ikke kan støtte klubben i dens ambitioner om at rykke op, men jeg har simpelthen ikke kunnet sige nej til det her tilbud. Jeg tror stadig, Ikast har gode chancer for at få opfyldt klubbens ambitioner. Der er nogle gode trænere og et godt koncept, understreger stortalentet.
I Ikast er man selvfølgelig ked af at sige farvel til spilleren, men man går heller ikke i panik.
- Vi er naturligvis rigtig kede af, at vi mister Camilla. Men vi har i lang tid vidst, at Camilla har en fremtid på et niveau, som vi lige nu ikke har i Ikast. Vi er stolte af, at have været en stor del af Camillas udvikling, siger formand Anders Gavnholt.
- Men vi er meget langt i forhandlingerne med et par potentielle emner, så vi har tillid til og håber, at vi snart kan præsentere en ny, god pige. Overordnet set, kan virke som et stort tab, men vores sportslige mål er sådan set ikke ændret, påpeger Anders Gavnholt.
Det ultimative mål er stadig at blive én af Jyllands bedste, både for seniorer og for ungdommen. Her er det kommende Sportstar College Ikast-Brande en vigtig hjørnesten.
Et scoop
Hos Team Vestsjælland ser man det som et scoop, at man har fået en aftale med Camilla Overgaard.
- Vi er stolte over, at Camilla Overgaard har valgt at spille for os og håber, vi kan være med til at udvikle hendes spil til verdensklasseniveau de kommende to-tre sæsoner, siger direktør Michael Kjeldsen.
19-årige Camilla Overgaard forlader barndomsklubben Ikast FS for i næste sæson at spille for Team Vestsjælland, der spiller i landets bedste række. Her satser man på at udvikle hende til en spiller i verdensklasse. Henrik Ole Jensen