Hej!!!!
Jeg tabte desværre kampen i går mod ham fra Thailand. Men jeg spillede tæt på mit aller bedste, så kan kun være tilfreds med selve spillet. Men selvfølgelig meget ærgerligt, at jeg ikke kunne slå ham.
Det var en god kamp, og efter en lidt nervøs start, hvor jeg kommer bagud 5-0, kommer jeg godt med i kampen. Jeg taber 1. sæt tæt med 21/17. I 2. sæt spiller jeg bedre, og fører rigtig stort hele sættet, han kommer dog bedre ind med sit angreb i løbet af sættet, og kommer op på 19-20. Jeg vælger at satse på, at han server kort, og går måske et splitsekund før tiden, hvilket gør at jeg kan tappe hans serv ned på kroppen af ham og dermed vinde sættet. Det afgørende sæt er tæt i perioder, men han spiller rigtig godt og tager det med 21/14.
Det var som sagt også en fed kamp, og jeg er generelt rigtig godt tilfreds med de to første turneringer herude. I forhold til at det er første gang, at jeg er i østen og spille, så er jeg mere end glad. Forholdene er bare så anderledes, og dem der kender til det, ved virkelig at det spiller en rigtig stor rolle. Lys, temperatur, luftfugtighed, boldenes hastighed og kvalitet, vind, tilskuere osv. Så det er rigtig god erfaring man får mig sig på de områder. Det nytter ikke noget at brokke sig over forholdene, man må bare tilpasse sig dem og prøve at vende det til ens egen fordel. De to sidste kampe mod dem fra Thailand var uden tvivl mine bedste kampe, og at spille lige op mod en, der lige har slået Taufik, vel og mærke på hans hjemmebane i Indonesien ved Thomas Cup-finalerne, så synes jeg, at jeg kan se tilbage på det med stolthed over resultatet.
I dag, lørdag, skal jeg bare slappe af. Vi har været på lidt shopping med en af trænerne fra Vietnam, som har vist os lidt af byen samtidig. Nu skal vi til at se semifinalen med min modstander fra Thailand og den 1. seedede fra Vietnam. Sidstnævnte er rigtig god, slog bl.a. Jan Ø. Jørgensen fra Danmark i forrige uge og er ca. nr. 20 i verden. I skrivende stund fører ham fra Thailand dog lige vundet første sæt med 21/14!!!!!
I morgen skal jeg træne let, bare lidt teknik og lidt småspil inden vi flyver til L.A. kl. 17.00. Vi mellemlander i Taiwan på vejen dertil. P.g.a. tidsforskellen lander vi faktisk i L.A. omkring samme tid, som da vi tog afsted, selvom vi har rejst i over 10 timer. Det er lidt mærkeligt, at tænke på. Helle støder på os i lufthavnen, hvor hun lander omkring samme tid. Så skal vi bo sammen under turneringen og når den er færdig, har vi lidt sommerferie derovre. Vi skal være i USA i alt 10 dage.
Tusind tak til alle dem, der har sendt mig hilsener undervejs - det sætter jeg rigtig meget pris på, det er skønt at mærke opbakningen fra alle jer, som har hjulpet mig så meget!
Mvh Sune