Hej!
1/8-dels finalen blev endestation for mig ved dette års US Open. Jeg spiller ikke op til hvad jeg havde håbet mod den 1. seedede, Dabeka, men var alligevel tæt på. Efter kampen var jeg rigtig skuffet, da jeg ikke ramte det niveau, som jeg ellers havde spillet på de seneste uger. Men at jeg så var tæt på at gå ud i tre sæt, når jeg ikke spillede mit bedste, er det positive, som jeg kan tage med videre fra kampen.
I første sæt får jeg en ok start og kommer foran 5-3. Derefter tager han over, og jeg har svært ved at komme igennem med mit angreb. Jeg taber med 12/21. I andet sæt fortsætter han med at dominere indtil pausen, hvor han er foran 8/11. Jeg bestemte mig for, at nu skulle det sgu bare ha' en på hatten, da jeg var ret sur, og det hjalp på spillet. Jeg kom rigtig godt igen, vinder meget på mine smash, og kom på 16/12 på få minutter. Var også foran 20/18, så jeg havde dermed 2 sætbolde, den ene af dem, hvor jeg har et smash, som sidder lige i det øverste af netkanten. Han vandt de efterfølgende bolde og dermed kampen med 20/22 i andet sæt.
Her dagen efter, hvor jeg lige har fået sundet mig lidt ovenpå kampen, er jeg udmærket tilfreds. Det var et flot resultat, men er nu stadigvæk lidt bitter over, at jeg i det mindste ikke lige kom ud i det tredje sæt. Men det må blive næste gang! De tre turneringer har været gode, og mine mål er blevet nået. Det betyder også, at jeg avancerer en del på verdensranglisten, så jeg er ret tæt på top-100.
Der var også prize-money for min placering her ved US - men det er vist kun omkring 150 dollar, som skal bruges ved Blackjack-bordet i Las Vegas, hvor vi skal til i weekenden. Nu venter der en lille uges ferie herovre inden vi drager hjem til DK igen.
De bedste hilsener,
Sune
