European senior championships 29. september – 4. oktober 2008 i Punta Umbria
Sol, sommer og Sydspanien – ikke lige hvad man forbinder med seriøs badminton. Men er man veteranspiller, og vil man måle sig med de bedste af disse, kan man lige så godt vænne sig til denne kombination.
Quist og makker Morten Christensen får overrakt medaljer.
På forhånd havde IFS's udsendte, Lasse Holm og undertegnede frygtet betingelserne: En stor hal med træk, dårlige lysforhold og spanske arrangører, der ikke vidste noget om badminton – men allerede første dag blev vores fordomme gjort til skamme. Hallen var glimrende (bedre end vi er vant til i Ikast), arrangørerne havde styr på de mindste detaljer, og alt blev afviklet til punkt og prikke. Eneste lille minus var linjedommernes standard – jeg tror en stor del af eleverne i den lokale skole havde fået fri fra skole for at dømme, men til spillernes ros skal det tilføjes, at vi ikke oplevede de store protestscener.
Lasse var debutant i international sammenhæng, og der kunne spores nogen nervøsitet i starten af stævnet, men efter to veloverståede kampe med sejre i begge om mandagen, var humøret helt i top. Sammen med sin fynske makker, Dan Hansen, vandt han herredoublen i 2 sæt over et engelsk par. I mix spillede Lasse sammen med den tidligere Herning-spiller, Lone Knudsen, og de vandt ligeledes sikkert over et spansk par. Det betød avancement til 1/8-dels finalerne i begge rækker og en enkelt hviledag.
Onsdag var der da capo, først i mixen over et svensk par og senere i doublen over et svensk/tysk par. Kvartfinalen torsdag blev endestationen for Lasse og Lone efter nederlag til de stærke ¾-seedede englændere Dave Wood/Viv Gillard.
Derimod kom den store triumf i herredoublen, hvor Dan og Lasse slog et spansk par og dermed sikrede sig mindst bronzemedaljer. Desværre brød Lasses gamle skade i højre albue op, hvilket senere skulle få stor betydning. I fredagens semifinale mod John Cooper/Julian Priestly fra England, kunne det være blevet den helt store triumf, men skaden forværredes, og Lasse havde store problemer med at slå sig fri. Alligevel blev der kæmpet med arme og ben, og Lasses løfte før kampen, om at han skulle skrabes fra banen kom til at holde stik. 21-17 nederlag i 3. sæt og en albue, der langsomt voksede til dobbelt størrelse, fremkaldte stor respekt for præstationen i den danske lejr. Flot debut på den internationale veteran-scene.
Undertegnede var seedet til guld både i herresingle og herredouble sammen med min makker, Morten Christensen fra Slagelse. Formen var forinden absolut i top, og specielt i herredouble har spillet nok aldrig været bedre. Det lykkedes at leve op til seedningerne, og der var mange anerkendende bemærkninger fra med – og modspillere undervejs. Det luner, når en tidligere topspiller, Dan Travers fra Skotland, kommer hen til en og siger "I love to watch you play". Eller når tidligere finalist ved veteran-VM, Eric Plane fra England, efter en lang møwer-duel med flere feberredninger i kvartfinalen i single spontant udbryder "you're unreal".
Samtlige dage var der fuld sol og ca. 25 grader. Men først efter finalerne blev der for alvor slappet af ved poolen på hotellet og festet igennem ved receptionen lørdag aften. Festen var netop slut, da vi blev hentet af de spanske arrangører klokken 5.00 søndag morgen og kørt til lufthavnen i Faro i Portugal. Sidst på eftermiddagen nåede vi trætte men glade hjem til en flot velkomst med champagne, flag og blitzlys. En uforglemmelig oplevelse var slut, men nye venter måske. I løbet af stævnet blev det nemlig offentliggjort, at næste års VM også bliver afholdt i Spanien – sandsynligvis Madrid. Watch out Spain, we'll be back.
Se kampresultater mv på disse links:
http://www.tournamentsoftware.com/sport/player.aspx?id=23881&player=119
http://www.tournamentsoftware.com/sport/player.aspx?id=23881&player=172
http://www.badminton.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv%202008/Oktober%202008/Danmark%20vandt%2023%20medaljer.aspx
http://www.eurobadminton.org/news_item.aspx?id=15836