Gitte og Mats vinder senior M i Viby


Gitte og Mats vinder senior M i Viby

I weekenden d. 11. - 12. oktober deltog Rodrigo Pacheco, Ashley Moss, Gitte Haxen og undertegnede fra Ikast i Viby's seniormesterrækketurnering. Ingen havde på forhånd fået nogen let lodtrækning hvorfor forventningerne var blandet. Først i ilden var den nye frygtindgydende mixdouble fra Ikast; Haxen fra Gødvad og hammeren fra Holstebro. Gitte og jeg stod til at møde de topseedede Jesper Thomsen og Karina Sørensen fra hhv. Horsens og Odense i første kamp. Da de begge har vundet adskillige turneringer sammen og hver for sig, og begge har spillet ligabadminton og 1.div i MANGE år, havde vi, eller specielt Gitte ingen specielle forhåbninger. Kort før kampstart udtalte Gitte således: "Mats, hvad gør vi egentlig hvis vi får kæmpe snitte?". Jeg havde kun latter til overs, for hvis vi skulle have kæmpe snitte skulle de fanme være gode! Første sæt hives sikkert hjem med 19. I 2.sæt bliver vi fra starten kørt over af rutinen og er bagud 11-3 ved opholdet. Den eneste vej ud af krisen var at fighte, og efter at Gitte kom ind i en god serverytme ved stillingen 18-13 i deres favør, vender vi pludselig bøtten til en 20-18 føring hvorefter der går nerver i serven :-) Vi snupper dog alligevel sættet og dermed kampen sikkert med 19 i 2.sæt. Dermed var vi videre til næste dag og i semifinalen. Gitte havde i øvrigt kun taget en t-shirt med, fordi hun ikke regnede med at hun skulle svede så meget; dum beslutning!

Ashley skulle i første kamp møde den gamle kending Johnny Hast fra Aarhus AB, som han også mødte den forgangne weekend i holdkamp og vandt med 18 og 19. Johnny spillede på dagen endnu mere underligt end normalt, som desværre resulterede i at Ashley aldrig rigtig kunne komme i gang og aldrig fandt rytmen. Det blev til et nederlag i to sæt.

Rodrigo mødte i første runde Henrik Nedergaard fra Esbjerg og efter blandet spil (mest godt spil) vinder han i to sæt med 20 og 17. Ikastlejren havde derfor positive forventninger til Rodrigo i 2.runde hvor han skulle møde den 3/4.-seedede Martin Beyer fra Odense. Ligesom Ashley kom Rodrigo desværre aldrig rigtig i gang i den kamp og tabte i to sæt.

På grund af afbud havde Gitte fået en X-makker i DD, hvor Gitte og makker desværre ikke kunne slå sig igennem en velsmurt maskine fra Ålborg.

Rodrigo og Ashley spillede sammen i HD og skulle i 1.runde møde det seedede par Mads Kolding/Mikkel Elbjørn fra Værløse og KMB, og det viste sig også at være for stor en mundfuld. Men en fed kamp og seværdigt var det!

Undertegnede spillede i HD sammen med René Lindskow fra Viby hvor vi var seedet til en semifinaleplads. Efter diverse startvanskeligheder vinder vi sikkert de to første runder, begge i 2 sæt og skulle om søndagen møde det topseedede par, Jesper Thomsen/Thomas Røjkjær fra Horsens og Vendsyssel i semifinalen. Efter en god fight og en rigtig fed kamp må vi desværre se os slået med 17 og 23 (vi misser 3 sætbolde i 2 sæt - rigtig flot!).

Gitte og jeg skulle forsætte det gode spil fra om lørdagen og det lykkedes til fulde, da vi mod alles forventninger gik hen og vandt turneringen! I semifinalen vinder vi sikkert over Alice Thoft og Rune Svenningsen fra Højberg, efter at vi især spillede vanvittigt i 1.sæt som vi vandt med 8! I finalen stod vi overfor Casper Lund fra Vendsyssel og en makker fra Aalborg. Vi dominerer første sæt og halvdelen af 2. sæt men undertegnede må nok indrømme at jeg gik hen og blev træt og siden var det ren fight der sikrede sejren i 3.sæt. Selv Gitte Haxen var ved at blive hidsig og fightede som en gal – jeg synes også, jeg så Gitte kaste sig, eller nej, det må have været et andet sted :-) Men alt i alt en rigtig fed weekend for Gitte og jeg hvor vi beviste at vi godt kan holde niveau i mere end 1.sæt (red. AB-kampen på hjemmebane).

Til sidst skal der lyde en tak til Anders Gavnholt + Gavnholt's mor for coaching og til Kristina Ludikova, Sun Jun og Marie Nissen for opbakning :-)



Mats

Diverse