Kan man spille badminton i Peru?


Kan man spille badminton i Peru?

I denne uge spilles den største turnering på dansk grund, nemlig Denmark Super Series i Odense. Af deltagere kan nævnes internationale stjerner som Peter Gade, Flandy Limpele, Tine Rasmussen, Lars Påske, Chen Jin og mange flere… Og så er der to mindre kendte på den store verdensscene, men meget kendte i Ikast og omegn, nemlig Kristina Ludikova og Rodrigo Pacheco, der til hverdag spiller på Ikasts 1. hold.


Begge spillere skulle tirsdag i kamp i kvalifikationsturneringen i den stærkt besatte turnering. Først i action var Rodrigo, der skulle møde Christian Lind, der spiller i badmintonligaen for Team Århus. Efter en meget nervøs start, hvor Rodrigo kommer relativt stort bagud, finder han både tempofyldt og innovativt spil frem, der gør at han finder vej tilbage i kampen. Ved stillingen 17-17 spiller de to en meget lang duel, som Peruvianeren trækker sig sejrrigt ud af. Herefter var Rodrigo ovenpå og hiver sættet hjem med 21-19. I andet sæt fortsætter Rodrigo det gode offensive spil, der gør at han kommer foran 7-2 og 10-5, før christian Lind lægger sin spillestil om og begynder med sin næsten altid succesfulde fysisk betonede tilgang til badmintongamet. De kommer på 15-15, hvorefter de følges ad op til 17-17 og 18-18, hvor Rodrigo igen øger niveauet en tand og rykker på 20-18. Desværre er 20 ikke nok til en sejr og Rodrigo satsede to gange på et hurtigt sidste point, hvilket resulterede i to store fejl og stillingen 20-20. Dette rystede ham dog ikke mere, end at han med to flotte dueller kunne smashe den sidste bold i gulvet til en meget flot sejr på 22-20. Sejren blev også bemærket blandt de tilstedeværende i Arene Fyn, hvilket udmundede sig i en artikel på badmintonforbundet hjemmeside, hvor spørgsmålet blev stillet: Kan man spille badminton i Peru. Svaret er: JA ;-)


I kvalifikationsfinalen stod endnu en ligaspiller fra Danmark på den anden side. BS Københavns 1. hs Kasper Ødum. Med taktisk oplæg af den tidligere danske landstræner Kenneth Larsen gik Rodrigo med selvtilliden i orden ind til den på oddsene hårde kamp. Første halvdel af første sæt var tæt og Rodrigo spiller til fulde op med Ødum, der dog i resten af kampen har et ekstra gear at gøre godt med. Rodrigo må desværre se sig slået med cifrene 14-21, 5-21. Alt i alt dog en god turnering for den unge Ikastspiller, der ser frem til de kommende spændende holdkampe med selvtilliden på højeste niveau.


Kristina Ludikova var seedet til at vinde kvalifikationsturneringen og skulle i sin første kamp møde en god fransk spiller. Det viser sig dog hurtigt, at der er klasseforskel mellem de to spillere og Kristina trækker hurtigt fra og har igennem hele kampen styr på sin modstander. Hun vinder med cifrene 21-12, 21-16.

I finalen skulle Kristina møde en af de nye unge stjerner fra Japan. Hele kampen var meget præget af den store vind der var i hallen. Dette falder ud til den japanske pige, der i hele første sæt kan slå igennem Ludikovas defensiv, da hun havde problemer med længden på sine løft. I andet sæt får Kristina dog vendt kampen til hendes fordel og spiller meget offensivt med gode variationer, der flere gange stiller modstanderen på hælene. Ved stillingen 18-16 til Kristina kommer der dog lidt nerver i spil – og det sammen med, at japaneren spiller nogle helt fantastiske bolde, må Ludikova desværre se sig slået med 14-21, 18-21. En ærgerlig afslutning på en ellers godt spillet kamp.


Onsdag var det så tid til noget nyt for de to spillere, nemlig mixdouble. De havde tilmeldt sig en smule for sjov og pga. afbud af nogle af favoritterne, var de kommet med i hovedturneringen. Ingen af spillerne spiller normalt mix og forventningerne var derfor at de skulle få en god gang træning ud af det samtidig med en god oplevelse, hvilket det jo er at deltage i én af de mest traditionsrige turneringer i verden. Lodtrækningen resulterede i, at de skulle møde de to største unge talenter i Danmark i mixdouble: Rasmus Bonde og Helle Nielsen. Desværre er det også en for stor mundfuld og kampen tabes med 21-12, 21-14. Resultatet viser dog ikke det billede, som kampen reelt gav, hvor de to Ikastspillere flere gange udspiller danskerne på fornemst vis.



Samlet set har turneringen været god erfaring for de unge spillere, der nu har fået endnu mere blod på tanden, for at kæmpe videre mod deres mål om inden for en årrække at høre til i den absolutte verdenselite. Ligeledes har de fået vist fanen for Ikast FS og kigger nu frem mod næste opgave, der er holdkamp mod Højbjerg den 1. november.




Anders Gavnholt

Diverse