Luft under fjerbolden


Luft under fjerbolden


Tilfredshed med IFS Badminton-stævnet »Danske Bank Cup«


Af Ole Bitsch, Ikast Avis


»Kom så, Patrick!«

Birgitte Buchsti fulgte spændt dansen med den hvide fjerbold. Først ved sidelinjen, så lænende op ad træbanden i Hal B i Ikast-Brande Arena.


Sønnen var i aktion på Bane 4, i duel mod en modstander, der spillede lige til linjerne, varierende med korte, lange og udspekulerede slag.


Birgitte Buchsti var del af »Danske Bank Cup« med to kasketter: Først og fremmest som mor for 11-årige Patrick, mens også som en af fem ledere fra Vorup FB - en badmintonklub med 30 udsendte spillere fra Randers-egnen.


- Da stævnet her i Ikast opererer med cup-systemet, hvor det er vind eller forsvind, er vi her mest for hyggens skyld. Naturligvis betyder kampene noget, men da man ikke er garanteret to-tre kampe, vægter vi det sociale meget højt, forklarer Birgitte Buchsti.

Velorganiserede værter


Med 868 spillere fra 96 klubber i Danmark og Tyskland blev der smashet mange fjerbolde i sidste weekend.


Fredag bød på indkvartering, lørdag blev der duelleret ved nettene og samme aften var der diskotek for de unge. Søndag var dagen for finalestævnet - og masser af præmier og underholdning.


- Det er alle tiders, at IFS også fokuserer på andet end badminton. Det giver stævnet en ekstra dimension, som jeg tror, de unge deltagere er glade for. Det hele virker velorganiseret, så det er nemt for os. Vi skal bare troppe op og more os. Det er bestemt ikke utænkeligt, at vi kommer igen næste år, vurderer Birgitte Buchsti.

Et vitalt klubstævne


Som de 50 involverede frivillige havde også Anders Gavnholt en travl weekend. Formanden for IFS Badminton var involveret i praktiske og organisatoriske opgaver under det traditionsrige Ikast-stævne. Men der var også tid til at glæde sig over afviklingen - og det økonomiske perspektiv.


- Efter fire-fem år med dalende interesse for stævnet, og et fald i deltagerantal, gik det fremad i 2008. I år kan vi konstatere en yderligere fremgang på 100 deltagere, så vi er meget tilfredse. Også fordi, vores cup handler lige så meget om socialt samvær, siger IFS-formanden.


Han anslår, at »Danske Bank Cup« indbringer badmintonklubben mellem 70.000 og 100.000 kroner. Pengene går direkte til spillerne i ungdomsafdelingen i IFS Badminton - et afgørende tilskud til transport, tilmelding til turneringer, holdkampe og løn til trænere.


- Selv om det både er seniorspillere, bestyrelse, trænere og forældre, der giver en stor hånd med under stævnet, så går alle pengene til ungdomsspillerne. Det er en begivenhed, som sender vigtige signaler om samarbejde og klubånd - alle involverede får et særligt tilhørsforhold. Uden denne vitale indtægt, ville IFS Badminton være begrænset rent økonomisk, erkender Anders Gavnholt.


Foto: Kurt Larsen, Ikast Avis



Ole Bitsch

Diverse