En institution i bestyrelsen har efter en menneskealder valgt at holde og lade nye kræfter komme til.
Erik har om nogen været manden der med hans utrolige dedikation og gå-på-mod holdt klubben i gang, både i tider hvor det har set svært ud, men så sandelig også i de perioder hvor klubbens succes har gjort, at der var rigeligt at se til.
Modsat hvad man ser i mange andre klubber har Erik været forgangsmand for, at selvom der er mange gode ting i gang i klubben, så var det altafgørende at klubben blev ved med at udvikle sig både for eliten men i høj grad også for bredden, også selvom det måske var nemmest at lade tingene stå lidt til.
Erik har meget fortjent modtaget IFS Ærespris for sit frivillige arbejde i vores klub og jeg kan ikke tænke på nogen anden hvor prisen er mere berettiget. Erik har altid været der for store og små, unge og ældre, i en sådan grad, at alle som Erik har arbejdet sammen med i forskellige udvalg og i bestyrelsen, altid har været stolte af at have Erik at læne sig op af når det drejede sig om gode råd eller bare nogle opmuntrende ord.
Erik, du besidder nogle menneskelige egenskaber som jeg ved alle i og omkring klubben er stolte af – du har aldrig sagt nej til at hjælpe folk du mødte på din vej i klubben, både med hensyn til det sportslige, men ofte også på det private plan, når nogle manglede lidt opbakning. Du har åbnet dit hjem i flere omgange hvor du har haft spillere boende hos dig, hvor du har støttet og hjulpet dem og faktisk fungeret som en reserve-forældre. Du har bakket både spillere og kommende trænere op i deres ambitioner og brugt hele dit netværk for at hjælpe disse på rette vej.
Jeg kan huske som spiller i IFS Badminton, at du tog med til stævner, hvor både coaching, massage og opførsel på banen var en fast del af det engagement du lagde i de spillere du havde og det som står mig klarest, Erik, er at du på egen initiativ opfordrede mig til at skifte din klub ud med en anden, da du mente det ville være det bedste for min udvikling. Jeg har ALDRIG endnu hørt om andre trænere der i den grad lader sit eget ego træde i baggrunden og kun tænker på spillernes bedste. Dette kunne ALLE trænere lære en masse af, for sådan en indgang til klub- og spillerarbejde skaber den respekt og aura der omgiver dig i klubben, Erik. Det viser hvor fantastisk en person du er og det sociale ansvar du altid har følt.
Vi er glade for, at du stadig vil fortsætte din gang i klubben, både med de helt små og selvfølgelig også med veteranerne, som du jo pisker frem til det ene store resultat efter det andet.
Endnu en gang tak for dit store engagement i vores klub.
På bestyrelsens vegne / Peder Nissen.