Formandens Årsberetning 08/09


Formandens Årsberetning 08/09

Først vil jeg sige tak til de fremmødte til dette års generalforsamling. Generalforsamlingen er en dag, som jeg altid glæder mig til – både dengang jeg var spiller, men bestemt også nu hvor jeg sidder som formand.


Grunden til det er, at vi kan se tilbage og gøre status over det forgangne år – men også fordi vi får de forskellige formænds beretninger, og dermed også et bud på, hvordan fremtiden tegner sig for vores klub. Ligeledes er det her, hvor man som spiller kan komme med sit input til bestyrelsens arbejde.



Før jeg begynder min beretning om det forgangne års begivenheder, vil jeg gerne starte med at give lidt klarhed over, hvad det er bestyrelsen og de respektive udvalg rent overordnet set arbejder mod.


Hvis jeg skulle koge det ned til en sætning, ville den nok lyde: "vi vil være en klub for både elite og bredde, der skal udvikle egne spillere til fortsat udvikling på klubbens ungdoms- og senior-hold".
Og hvad betyder det så – jo, vi skal være en klub for både ungdom og senior – hvor de to af-delingers størrelse gerne skulle følges ad relativt set. Og hvor vi skal sætte nogle målsætninger så proaktivt som det er muligt, med den økonomi, frivillige arbejdskraft og de rammer, som der er tilgængelige.


Dermed vil jeg mene, at det ville være fuldstændigt tosset at sætte en målsætning om at vi skal spille i ligaen om to år, hvis det er på bekostning af ungdomsafdelingen – og modsat vil det også være ærgerligt at bruge en masse krudt på at udvikle ungdomsafdelingen, hvis ikke der er nogle seniorhold, som kan tage over, når de bliver ældre. Det skal derfor følges ad – og vi arbejder derfor mod at løfte hele klubben – og ikke kun dele af den.



Denne overordnede guide-line, skulle så gerne være i tråd med de ting, som vi har foretaget os i den forgangne sæson, hvor jeg har valgt nogle af de mange gode ting ud.



Jeg vil gerne starte på ungdomssiden. 2008/2009 har været et spændende år. Der har inden sæsonen været lidt udskiftning i USU, men de nye medlemmer har bestemt formået at køre linjen videre. Der har været mange arrangementer i løbet af sæsonen, og jeg vil ikke nævne dem alle, men blot fremhæve nogle enkelte.
Knap var sæsonen kommet i gang, før der var planlagt et arrangement for både ungdomsspil-lerne, men også for deres forældre. Vi fik besøg af DBF's konsulent Kirsten Leth, der kunne fortælle om det at være forælder til en badmintonspiller, og fra hvad jeg har hørt var aftenen en stor succes. I tillæg til ugens almindelige træninger har der også været afholdt rene pige-træninger og drengetræninger, hvor nogle spillere har haft chancen for at folde sig lidt mere ud, end hvad man normalt tør til en blandet træning.
Det er også dejligt at se alle de ungdomsspillere, der benytter sig af muligheden for at komme ud og spille turneringer og træfstævner, hvilket jeg kun kan opfordre til, at man gør endnu mere. Det giver nye oplevelser, venner samt endnu mere mod på at udvikle sine evner inden for badminton. En rigtig god mulighed for netop det, er til vores egen kæmpe-turnering Danske Bank Cup, der løber af stablen i den kommende weekend. Stort held og lykke til de spillere, som skal repræsentere klubben!



På seniorsiden sluttede sidste sæson med nogle meget flotte resultater og oprykning af både 2.- og 3.holdene. Dermed havde vi hold i 2.division, 3.division og Danmarksserien. Målsætningen hed for 2.- og 3.holdende at de skulle etablere sig og dermed blive i de respektive rækker. For 2.divisionsholdet hed målsætningen oprykning til 1.division. Hvis vi gør status nu, så har 3.holdet i den forgangne weekend som det første hold sikret målsætningen, da en flot sejr af det unge hold sikrede, at vi ikke kan rykke ned – tillykke med det. 2.holdet ligger under ned-rykningsstregen, men kan med to sejre i de sidste to kampe have gode chancer for at blive – men det vil kræve en stor indsats både til træning og de enkelte kampe, hvis det skal lykkes. 1.holdet har vundet de to første slutspilskampe, og ligger inden de sidste to kampe på en af de to oprykningspladser. Igen vil jeg opfordre spillerne til at give den en skalle til træning den næste måneds tid, og til alle andre, vil jeg opfordre jer til at reservere tirsdag den 10.marts hvor både 1.- og 2.holdet spiller hjemmekamp i Hal A. Det bliver nervepirrende.


Det er også dejligt at erfare, at der er flere og flere seniorspillere der repræsenterer klubben til åbne turneringer. Jeg vil ikke nævne navne, da jeg så kan risikere at glemme nogen – men de referater vi kan læse på hjemmesiden, fortæller om nogle gode oplevelser.



Som et samarbejde mellem ungdom og senior har vi i denne sæson fået opbygget vores ung-seniortræning om onsdagen med Svend Aage. De gange jeg har kigget forbi, har der været meget stor tilslutning og gang i hallen og det glæder mig meget.



Tidligere snakkede jeg om, at vi skal have ungdom og senior til at løftes simultant. Et af de tiltag der i den forbindelse er lavet, er det nye Sportstar College Ikast-Brande, som klubben også har været involveret i opstarten af. College er nu godt i gang med sin første sæson, og hvis vi kan fortsætte de gode tendenser, har vi store forventninger til fremtiden. Om to år, skulle vi gerne have 15-20 badmintonspillere i alderen 16-20, som alle vil repræsentere klubben.
Den største fordel ved College er, at vi sammen med ISI (både efterskolen og højskolen), nu har nogle tilbud der gør, at vi kan holde vores unge spillere meget længere i området – og de bliver ikke tvunget til at gå på kompromis med enten skolen eller badminton. Og samtidig kan vi tiltrække nogle spillere, som vi ellers ikke kunne få til området.


Det sidste er bevist ved at vi har fået Ashley fra Australien og Kristina fra Tjekkiet til klubben. De bor på højskolen og træner med College. Det er en rigtig god kombination, der også er med til at højne niveauet på seniorholdende, men endnu mere er de med til at højne niveauet på træningerne, som så kommer ungseniorspillerne til gode. Og med hjælp fra sponsorer og de to skoler, sker det også på nogle økonomisk meget forsvarlige vilkår for klubben. Det er derfor også glædeligt at kunne meddele at begges spillere vil være i klubben igen til næste år.



På veteransiden kan jeg også meddele om stor aktivitet. Der har i denne sæson været fast træningsdag om onsdagen, hvor flere af de "gamle" IFS'er er begyndt at vise sig igen. Det glæder mig meget. Ligeledes er klubben godt repræsenteret af både hold og individuelle spillere til såvel nationale som internationale mesterskaber. En tendens jeg håber vil fortsætte.



Slutteligt vil jeg nævne nogle af de arrangementer, som klubben har stået samlet om at orga-nisere. Her tænker jeg på Danske Bank Cup, Allan Olsen-koncert og Sponsorcykling. Disse er alle vigtige indtægter for klubben. Og som samfundet i øjeblikket ser ud, er det ingen hemme-lighed at vi i næste års budget har taget højde for en hvis nedgang i sponsorindtægter. Og da vi ikke vil lave underskud, er vi nødt til at tilpasse vores omkostninger. Så for fortsat at have råd til trænere, ungdomstilskud til turneringer, alle de tidligere nævnte arrangementer og ikke mindst for at holde kontingenterne nede på de nuværende meget lave niveauer, er det vigtigt at holde fokus på indtægterne. Så uden at skulle virke prædikende, vil jeg hermed opfordre alle der gerne vil nyde godt af de gode ting, til også i den næste sæson at give en hånd med, når din klub har brug for det. Dermed bliver byrden på den enkelte begrænset – men jeg er sikker på, at vi dermed kan fortsætte de gode tendenser.



Nu hvor jeg så har berettet om det forgangne år – og opfordret til at give en hånd med, skal jeg endelig også huske at takke alle de mange mange mennesker, der er med til at gøre klub-ben til det den er i dag. Jeg vil gerne takke mine gode kollegaer i bestyrelsen for et fantastisk samarbejde, jeg vil gerne sende en stor tak til USU. Ligeledes skal vi ikke glemme at sige tak til ISI og College for et meget udbytterigt samarbejde, som jeg håber, kan fortsætte mange år fremover.


Et stort tak skal også ud til trænere, holdledere, Danske Bank Cup-udvalget, styret af Henning Lund, Lars Jensen og Marianne Hosbjerg og ikke mindst alle medlemmerne af klubben, som påtager sig opgaver i mindre eller større grad.



Så er der ikke mere tilbage end at sige tak for et spændende første år som formand for klub-ben – og at jeg ser frem til et mindst lige så spændende år til næste år, såfremt generalfor-samlingen ønsker det.


Tak.


Anders Gavnholt
Formand



jps

Diverse