Historisk dag for IFS Badminton


Historisk dag for IFS Badminton

Riiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiinnnnnnnnnnnnnnggggggggggggggggggggggggg – brandalarmen lyder højt på den skole, som ligger lige op til mit soveværelse. En normalt ellers dejlig nabo i weekenden, da der altid er stille. Men her til morgen bliver den bare ved med at larme og bringer min opmærksomhed over på, at mit hoved og mave ikke har det så godt… Puha det bliver en laaaaaang søndag, tænker jeg – og ligger også og gruer lidt for hvordan min lejlighed ser ud, når jeg engang kan få overtalt mit hoved til, at jeg skal stå op. Men mens jeg ligger og har lidt ondt af mig selv, kan jeg ikke lade være med at have en følelse af, at i går var en ganske særlig dag. Klokken er nu 9.30 sommertid. Lad os prøve at skrue tiden præcis 24 timer tilbage og se hvad det er der har bragt mig i denne situation.

Det er lørdag morgen den 28. marts 2009. Klokken nærmer sig 9.00 og i dag skal der spilles den sidste runde i dette års holdturnering. Denne dag er kulminationen på alle de holdkampe, som vi har spillet igennem sæsonen. Og for lige at slå det på plads, så har Danmarksserien allerede sikret sig endnu et år i rækken. Flot af det unge hold. 3. division har en "knald eller fald-kamp", hvor de skal vinde mindst 7-6 for at sikre at blive i ligaen. Denne kamp skal foregå mod Team Fyn… 2. division har efter et ærgerligt nederlag i grundspillet til Esbjerg alligevel formået at kæmpe sig tilbage til en chance for at nå målsætningen om oprykning til 1. division. Den sidste kamp skulle foregå i Lillerød mod nummer to fra den anden grundspilspulje. Kniven var på struben og vi skulle bruge en 8-5 sejr. Herudover var vi afhængige af, at kampen mellem Værløse og Esbjerg ikke ender 6-7. Normalt ville vi vurdere Værløse til at være favoritter, men tvistet i denne kamp er, at lige netop 6-7 ville sikre begge de to andre holds plads i 1. division på vores bekostning…

Men lad os hoppe tilbage til lørdag morgen. Jeg havde aftalt med vores trænerteam, at jeg skulle tage med til Lillerød som coach sammen med Jan. Vi kørte i biler mod Sjælland og var alle lidt spændte på hvad dagen ville bringe. Holdet vidste, at vi skulle fokusere på vores egen holdkamp og ikke kampen i Værløse. For at tage en 8-5 sejr på udebane mod Lillerød er ikke noget mange har gjort. Ja faktisk er det kun Værløse der har formået det igennem hele sæsonen! Da vi  kommer frem har spillerne god tid til at få lidt at spise og få begyndt opladningen til kampen. Kl. 13.00 – en time før kampstart – udvekslede vi holdopstillinger. Puha – de har et godt hold tænkte jeg hurtigt for mig selv. Men reelt ingen overraskelser, så vi var forberedt. En lille peptalk på engelsk, hvor det vigtigste budskab var, at vi skulle nyde denne kamp, da der kan være langt imellem sådanne vigtige kampe. Nu var holdet mentalt klar og det stod på opvarmning inden kampstart… Puha det her bliver spændende lød det fra de medrejsende tilskuere. Vi var ikke mange, men vi kom langvejs fra. Ashleys forældre var kommet helt fra Australien, men også familien Nissen, mor-Gavnholt, Anne og Helle sad klar på lægterne (de to sidstnævnte er forlovede til hhv. Henrik og Sune). 

I første runde har vi de to mix'er og de to damesingler. Mats og Gitte finder endeligt deres "gamle" form fra grundspillet igen og fejrer det med en sejr i to tætte sæt over et af rækkens allerbedste par. I 2. mix får Henrik og Marie en lidt nervøs start, som de aldrig rigtig kommer over. Især også fordi det rutinerede par de møder, får sat sig på nettet, hvilket gør at de har teten i duellerne. Det bliver derfor desværre til et nederlag fra den ellers så stabile mixdouble. I damesinglerne møder Kristina Karina Jørgensen, som er spået som en af fremtidens satsninger fra det danske badmintonforbund. Kristina og Karina spiller i en hel time, hvilket efter indførelsen af det nye tællesystem nærmest er helt uhørt. Lad mig sige med det samme. Denne kamp blev spillet på et niveau der ligger langt over niveauet for 2. division!! Ja, selv de færreste damesingler fra 1. division  ville kunne følge med der. Flot af de to piger – og kampen ender ud med en utrolig sejr til Kristina med 21-17 i tredje sæt. I 2. damesingle står Henriette over for måske rækkens bedste 2. damesingle, hvilket også viser sig at være en for stor mundfuld for unge Henriette. 21-14 21-14. Dermed kan vi gøre status over en flot runde og stillingen er 2-2.

Så kom turen til de fire herresingler ledt an af Sune, der skulle møde den rutinerede Jesper Andresen. Efter Sune lige fik rettet spillet ind til Jespers spillestil, var der ingen tvivl om udfaldet og en sejr med 17 og 14 er en realitet. Lige så sikker er Rodrigo i 2. herresingle og vinder med 16 og 15. God start på herresinglerne!! I tredjesinglen møder Ashley endnu en rutineret spiller; Jesper Hansen, som jeg kender fra min tid i Nr. Broby. Ashley spiller hele 1. sæt og halvdelen af 2. så godt som han aldrig har gjort før. Men da han kommer frem til at skulle lukke kampen, gik der lidt nerver i den. Eller også ville han bare vise mor og far lidt mere spænding, når de nu var kommet så langt J Ashley taber desværre 2. sæt med 21-19, men kommer stærkt tilbage i tredje og vinder 21-17. I den sidste herresingle stod Martin over for Frank Andersen. En spiller som både Sune og jeg kender fra ungdomsårene. Martin starter rigtig godt og vinder 1. sæt med 21-14. Men i 2. sæt bliver det lidt for vildt og de to spillere følges ad. Til Martins held går Frank mere op i at Ikast-tilhængerne, hvilket gør at Martin kan kæmpe sig tilbage til et forspring og en sejr på 21-19… 2. runde forløber sig som sagt så med hele fire herresinglesejre til gutterne fra Ikast og vi bringer os foran med 6-2… Nu begynder jeg at kunne se muligheden.

Så manglede vi de fem doubler. I damedoublerne var vi overmatchet. Kristina og Gitte kæmper bravt og får tvunget kampen i tre sæt – men den hårde damesingle sad måske lidt i benene og Lillerød-pigerne løb af med sejren på 21-17 i tredje. Henny og Marie gik på banen med indstillingen om, at årets sidste kamp ikke skulle tabes uden kamp. Desværre var indstillingen ikke nok og det bliver til et nederlag på 21-10 21-11. Det bringer stillingen på 6-4 til Ikast inden herredoublerne. I dagens anledning havde vi mikset posen lidt. Henrik og Mats spillede 1. De sætter sig tungt på kampen og vinder med 15 og 17, hvilket er vores 7. kamp. Tredje HD med Martin og Ashley følger trop med en sejr på 21-8 og 21-14 – og jublen blandt spillere og tilskuere bryder ud ført and med et primalt jubelskrig fra vores Australier. J Vi har gjort det nærmest umulige og vundet med de nødvendige 8 kampe på udebane mod nummer to fra den østlige 2. divisionspulje. Sune og Rodrigo skal vi ikke glemme i 2. HD – men da vi har gjort det vi skulle, tror jeg deres koncentration lige pludselig skifter fokus og de taber i to sæt.  Kampen ender dermed 8-5 til Ikast!!!


Der bliver hurtig enighed om, at da Værløse kun ligger et kvarters kørsel fra Lillerød, så hopper alle i deres træningsdrager og vi skynder os til Værløse. De spiller kun på tre baner, hvor vi spillede på fire. Og de startede en time senere end os, så vi burde kunne se en del af kampen. Da vi kommer frem står der 3-3. Det er nærmest ulideligt at det er ude af vores hænder – men jeg tror mange af os sidder med følelsen af, vi godt kan være meget tilfredse uanset resultatet af denne kamp.


Værløse er hele tiden en kamp foran Esbjerg – og da der kun er en damedouble og de tre herredoubler tilbage står der 5-4 til Værløse. I damedoublen vinder Værløse 1. sæt og er stort foran i 2. Men pludselig går der gummiarm i det og de smider sættet… Nej nej nej, tænker vi… heldigvis kæmper pigerne fra Værløse sig tilbage og vinder tredje sæt i en utroligt spændende kamp. Jublen bryder ud, da Værløse dermed har sikret sig den ene af de to pladser i landets næstbedste række. Heldigvis for os er Værløse favoritter i herredoublerne, men hvor meget vil de kæmpe, når nu de er sikret oprykning? Men Værløse udviser stor professionalisme og kort efter vinder 2. HD en stor sejr over Esbjergs herrer, og den måske største jubelscene i Værløsehallerne bryder ud blandt ca. tyve Ikastspillere, trænere og ledere! Champagnepropperne ryger af og der bliver jublet til den helt store guldmedalje. IKAST ER I 1. DIVISION 1. DIVISION 1. DIVISION, lyder det og vi går alle rundt og kan ikke rigtig forstå at det virkelig skete. WOW. Samtidig får vi meldingen om, at 3. division har vundet 7-6 og dermed har sikret sig endnu et år i rækken. Alle vores målsætninger er opfyldt og vi er nogle stolte folk, der går rundt og giver hinanden store knus.


Efter et hurtigt bad går det mod Ikast, hvor vi selvfølgelig skal fejre dagens flotte resultater. Jeg forbarmer mig og siger, at vi godt kan være hos mig og ved 22-tiden er hytten fyldt med glade mennesker, som satte et flot punktum for dagens aktiviteter. Dermed er vi tilbage til nutiden, hvor jeg ligger inde i min seng og skriver dette referat. Hovedet og maven snurrer stadig – men det er ovenpå både en fantastisk fest og en fantastisk dag i går med spillerne fra Ikast FS Badminton. Men den følelse som nok vil følge mig i lang tid er, at i går gjorde vi noget ganske specielt, som aldrig er sket før i klubbens mangeårige historie. Vi spillede os i landets næstbedste række. Jeg kan kun sige tak for, at jeg kunne være en del af det – og jeg glæder mig til, at vi til næste år skal vise, at det var fuldt ud berettiget.


Store knus og hilsner fra en træt formand, som nu vil vove sig ud fra soveværelset og krydse fingre for, at han kan kende sin lejlighed. (o:





Kvalifikation til 1.division   

                       K V U T Score P
1 Værløse 2         4 4 0 0 34-18 16
2 Ikast                4 3 0 1 34-18 14
 
3 ESG Esbjerg      4 2 0 2 31-21 14
4 Randers            4 2 0 2 28-24 8
5 Aarhus (AB) (O) 4 3 0 1 24-28 7
6 Gentofte 2 (O)   4 2 0 2 23-29 6
7 Lillerød 2           4 0 0 4 22-30 6
8 Greve 2            4 0 0 4 12-40 1
 



Anders Gavnholt

Diverse