Hej allesammen!
Så er vi ankommet til Singapore. Det tog lidt over 10 timer at flyve hertil fra Amsterdam af, og vi ankom på samme tid som de andre danske spillere. Efter vi blev indkvarteret, tog vi med Jan Ø. og H.-K. Vittinghus ud og trænede lidt i en træningshal. Det var helt vildt varmt, så der blev svedt godt igennem. Derefter stod den på en gang sushi inden vi skulle sove.
Nu er jeg så vågnet, og kl. er kun 05:00, og jeg er helt frisk! Sådan er det jo engang imellem, når kroppen skal vænne sig til jet-lag og den nye tidszone. Senere idag skal vi træne i turneringshallen, som er kendt for at være den hal i verden, til de større turneringer, hvor der er mest vind. Der er åbenbart både med-eller modvind og sidevind. Det skal nok blive en oplevelse :-)
Vejret er ellers ok, varmt men overskyet idag, omkring de 25-30 grader, men det føles som meget meget mere på grund af den høje luftfugtighed. Skulle også blive varmere de kommende dage.
Ha' det godt derhjemme!
Venlig hilsen
Christian og Sune
Hej!
Efter morgenmaden, hvilket var den vildeste buffet vi nogensinde har prøvet med simpelthen alt man hvad man kunne forestille sig, var vi først nede og lave lidt styrketræning og en tur på løbebåndet. Bare lige for at få kroppen igang, og nu var vi jo alligevel oppe før solen var stået op. Herefter slappede vi lidt af i den spa-afdeling, som hører med til hotellet. Der er boblebad, sauna, dampbad og swimmingpool. Mandag eftermiddag fik vi trænet lidt i turneringshallen. Der var kun sat 3 baner, og 2 timer i alt, af til de danske spillere, så vi fik kun spillet lidt single i hallen. Det var en noget anderledes oplevelse. 3 af banerne var der rigtig meget vind på, mens 1 af banerne var sådan nogenlunde. Det er bare så underligt, man kan slet ikke forestille sig det. Vel lidt ligesom at spille udendørs i danmark, hvis det blæser en lille smule :-)
Om aftenen spiste vi sammen med vores østrigske venner, Jürgen og Peter, som var ankommet tidligere på dagen. Vi kæmpede med at holde os vågne indtil ved 23-tiden, så vi forhåbentlig kunne få en hel nats søvn.
Det fik vi - og tirsdag var vi klar til at skulle spille på førstedagen i turneringen. Jeg var desværre nr. 2 til at komme ind i turneringen i single, så det blev kun til double for mit vedkommende. Vi spillede mod nogle rigtig gode fra Malaysia, og efter en lidt svær start, kom vi rigtig godt med i 2. sæt, og kan være fint tilfreds med kampen, selvom vi tabte.
Christian spillede rigtig godt i sin single, men måtte desværre forlade kampen uden sejr, efter et nederlag på 23-21 i 3. sæt til en god spiller fra Malaysia, som før har været i tre sæt med Gade. Han var bagud med 20-18, hvorefter han kom på 20-21 og havde matchbold, så super ærgeligt... Kampen tog over 70 min.!!! Si
Vi blev i hallen og så resten af kampene, og vi var stadig lidt friske i benene, så efter alle kampene var afviklet, spillede vi lidt double "for sjov" med østrigerne, som først skulle spille i hovedturneringen dagen efter. Normalt ville vi nok have taget hjem til hotellet efter vi var blevet færdige, men det er med at få så meget erfaring som muligt med hjem i bagagen, og lære at spille bedst muligt i de store haller.
Med sportslig hilsen
Sune