Af Svend Aage Sørensen...


Af Svend Aage Sørensen...

...badminton leder på Sportstarcollege og tidligere særdeles ustabil 1 HS på 1 holdet i Ikast da det var noget længere fra eliten.



7. september 2009  havde IFS badminton debut i 1. divisions kampen mod Odense. Som de fleste sports interesserede ved blev det en sejr til Ikast på 7-6. Dette indlæg er ikke udelukkende i hvert fald, ment som et kampreferat, men mere som en kommentar til hvor jeg personligt mener vi nu står med badminton i Ikast.


Lad mig sige det med det samme at denne indsats og dette resultat ikke på forhånd kunne forventes. Det var en rigtig god indsats af holdet, og selvom vi både kunne have  vundet 9-4 og tabt 8-5 var det et rigtigt godt resultat. Vi kan nu være med på det der godt kan betegnes som eliteniveau.


1 division er jo næstbedste række i det der nemt kan benævnes verdens bedste badminton liga. Badmintonligaen (øverste division) består af udelukkende af hold  med spillere, som kan begå sig på europæisk og/eller verdens topplan. Det være sig naturligvis hvis der stilles  fuldt hold.


1 division er et underligt, men meget interessant miskmask af verdensklasse spillere, verdensklasse talenter og lokale helte, der træner 2-3 gange om ugen. De ca 150 tilskuere der så kampen mod Odense kunne bl.a. se Sveriges bedste herresingle, Tjekkiets, New Zealands og Bulgariens bedste damesingle,  Bulgariens bedste damedouble, samt Australiens måske bedste herresingle. Herudover var efter min mening det klart største herresingle talent i Danmark siden eller endog også før Peter Gade. (15 årige Victor Axelson)
Det var imponerede at vores 2 bedste herrer så overbevisende vandt over modstandere de ikke på forhånd var favoritter imod. Det var interessant at se at de unge spillere som var med, bestemt havde deres berettigelse, i denne kamp. Anders Larsen og Martin Lund tabte begge efter begge at have haft matchbolde. Det var interessant at Kristina halvandet sæt spillede helt op med verdensklassespilleren Petya (nu nr 13 i verden og nr. 9 for mindre end et halv år siden).  Det var også interessant at se at selvsamme Martin, Anders og Kristina på deres match eller sætbolde helt holdt op med at spille, men i stedet satsede på at afgøre det med et vildt slag – typiske og forståelige handlinger for spillere der stadig mangler lidt rutine.


Det jeg dog synes var allermest interessant var at Ikast kunne vinde 2 damedoubler mod bl.a. et bulgarsk par som havde nået kvartfinalen i en af verdens største turneringer Denmark Open. Vores to udenlandske piger Kristina og Michelle var ikke engang dem vi måtte sætte vore lid til i afgørende situationer. Det var nærmest deres respektive makre Gitte Haxen og Malene Storm.
De to Bulgarske piger havde øjensynligt  regnet sig frem til at man nok skulle slå på Gitte Haxen, da Kristina jo er den som har det internationale snit. Noget af det den gode spiller kan, er at ¨forholde sig til den nye virkelighed¨  og den nye virkelighed som de fleste fra Ikast ved er en gammel virkelighed var at man som pige stort set ikke kan slå den ned på Gitte. Det fandt den mere og mere opgivende bulgarske top double aldrig ud af.

Man kan sige at det for badminton som helhed er skidt at de lokale spillere faktisk kan være med på dette plan, hvilket jo indikerer at ligaen endnu ikke har et stabilt højt niveau. Jeg vil nu vælge at glæde mig over at vi i klubben har et hold både af spillere som bruger det meste af deres liv på badminton og kan konkurrere på verdensplan, og integreret hermed er lokale spillere. Disse ser ud til at være samlet i en god enhed hvor alle kæmper for alle og hvor Malene og Gitte altså åbenbart godt kan være sikre støtter. Er det ikke fantastisk?

Ikast har jo lig andre klubber gjort brug af spillere fra udlandet. Ulig de fleste andre klubber har vi dog fået spillere som faktisk træner med på den lokale træning, og som samtidigt er så bevidste om hvad de kan give tilbage til klubben i form af et personligt og menneskeligt engagement. Det er meget unikt og heldigt at vi har fat i netop disse unikke spillere.  De fleste elite spillere er opdraget med at de ikke må gøre noget der skader deres badminton.  Det er en tankegang som vi i klubben må lære at anerkende og forstå. Problemet er at de fleste elitespillere oversætter dette med at de ikke vil røre en finger med mindre det gavner dem og det er noget helt andet og ligger langt fra tankegangen hos de tre spillere vi allerede har tilknyttet, samt de to ny som tilgår træningsmiljøet i den kommende weekend.


Det er samtidigt et mål  for sportscollege, at der skal kunne udvikles mindst en spiller til 1 holdet hvert år i 1 division, og der er i min optik 2-3 spillere som nu kunne bruges allerede i år. Det er en meget svær disciplin at få talent arbejde og elite seniorspillere under samme tag.  Det er faktisk ikke gjort mange gange herhjemme i badminton, og det er også noget af det FCM fodbold og håndbold kæmper med hver dag. Skal de nye talenter f.eks. have chancen på SAS liga holdet, selvom det måtte koste en placering i tabellen.
Når vi så i IFS badminton lægger de spillere til som motionerer en gang om ugen på samme træning, så har vi en meget svær ligning, der kan blive meget svær at få til at gå op.
Jeg tror faktisk vi er ved at lykkes med at integrere udlændingene i klubben, og at vi på lidt længere sigt vil kunne integrere talentudviklingen på College og Efterskolen med senior elite på højeste plan. Hvordan vi gør alt dette uden samtidigt at skræmme de spillere væk som har betydet meget for klubben og stadig lægger et uvurderligt arbejde her, og måske kun spiller lidt, det har jeg da en ide om, men det må være i et senere indlæg.
Og hvad ved jeg, vi har jo kun lige spillet én kamp


Interessante fakta om IFS Badminton på den internationale scene.

Kristina Ludikova tabte for mindre end 3 uger siden til  dengang verdens nr 3 Wang Yihan med 21/12 i 3 sæt
Michelle Chan spillede for mindre end en måned siden mod verdens nr 1 Zhou Mi til VM og tabte 21/11- 21/16
Ashley Moss er vinder af Junior Olympics for 4 år siden
Donna Haliday og Henry Tam som ankommer til Ikast i weekenden er nr. 55 på den aktuelle verdensrangliste i mixed double 
Kim Astrup som var skadet til holdkampen mod Odense er netop blevet udtaget til U19 VM i Malaysia




Svend Aage Sørensen

Diverse