Den legendariske badmintonspiller besøgte talenterne i Ikast og roste klubbens enorme fremgang
Af Kenneth Kristiansen
kgk@herningfolkeblad.dk
Navnet i sig selv er så stort, at det ikke kun er enhver badminton-spiller, der kender det.
Sig navnet Morten Frost, og mange af os vil med det samme nikke genkendende til gode minder om hans store triumfer i 80'erne, hvor han blandt meget andet vandt All England-turneringen fire gange.
De unge talenter på Sportstar College Ikast-Brande er ikke gamle nok til at huske Morten Frosts bedrifter. Men de kender ham alligevel.
- Alle ved jo, hvem han er. Han er en legende, siger et af de største talenter i Ikast, Kim Astrup Sørensen.
I går dukkede legenden så op i egen høje person til én af Ikast-spillernes træninger. Morten Frost er U19-landstræner, og det var i den egenskab, han lagde vejen forbi gymnastiksalen på Ikast-Brande Gymnasium.
- Jeg vil gerne se, hvad det er, der sker her i Ikast, for jeg har hørt meget om det. Og så er jeg her også for at se på de talentfulde spillere, fortæller Morten Frost, mens han observerer de unge spilleres ketsjer-færdigheder.
Ros til stortalent
Frost er der især for at se Kim Astrup Sørensen. 17-årigt stortalent, som spiller både herredouble og mixeddouble på Ikast FS' førstehold i 1. division, og som netop har været med til U-VM i Malaysia - hvor Morten Frost naturligvis også var med.
Ved VM var Kim Astrup Sørensen med til at spille det danske hold til en niendeplads i holdturneringen, mens han i den individuelle turnering nåede 16. delsfinalen i herredouble med makkeren Rasmus Fladberg og ottendedelsfinalen i mixeddouble sammen med Sara Thygesen.
- Kim klarede sig supergodt til VM. Han er et stort talent, der godt kan nå helt til tops. Han har et godt blik for spillet og en god teknik, siger Morten Frost om den unge Ikast-komet.
Og naturligvis er det noget helt specielt for den unge spiller, at selveste Morten Frost dukker op til en træning i Ikast.
- Det betyder meget, at han vil komme ud og kigge på mig. Det viser, at jeg ikke bliver overset, siger Kim Astrup Sørensen.
Og selvom Frost-blikket hviler på ham under træningen, så giver det ikke ekstra nerver.
- Nej, det hjælper bare til, at jeg giver lidt mere, bedyrer spilleren.
Et blåt stempel
Morten Frosts tilstedeværelse glæder også collegetræner Svend Åge Sørensen.
- Vi vil selvfølgelig gerne have badmintonforbundets blå stempel på, at det vi laver her, er ordentligt. Det at han kigger forbi, er et stempel. Alle spillerne ved, hvem han er, og nogle af dem har en fornemmelse af, at de måske kan komme med i en gruppe, der kan komme til at spille med i hans regi. Bare det, at spillerne føler sig set, kan sagtens give noget til dem, pointerer træneren, der da også kan berette om en flok ekstra tændte og parate spillere op til netop denne træning.
- Alle var her i hvert fald lige fem minutter før tid i dag, griner han.
Flere på vej
Morten Frost understreger, at han er til stede for at se på alle talenterne - ikke kun Kim Astrup Sørensen.
- Vi har ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at Ikast er inde i en rivende udvikling, siger han og peger på, at det er de mange dygtige folk i og omkring klubben, der har æren for Ikasts eksplosive badminton-fremgang i de seneste år.
- Hvis der er ildsjæle til stede og gode folk, så kommer talenterne også. De tiltrækkes af et miljø, der er godt, så jeg er helt sikker på, at der kommer flere helt store talenter end Kim, siger Morten Frost.
Han er heller ikke blind for, at selve hans tilstedeværelse kan være med til at motivere spillerne til at gøre en ekstra indsats.
- Det er vigtigt for mig at komme ud og se, hvad der sker. Så det her er bestemt ikke en engangsforestilling, lover Morten Frost.
For Kim Astrup Sørensen er målet at komme helt til tops. Helt derop, hvor Morten Frost engang selv var den allerbedste.
- Jeg ved ikke, om jeg kan blive lige så god, som han var. Han var jo singlespiller, hvor jeg spiller double, så det er nok svært helt at sammenligne. Det ville være stort, men der skal rigtigt meget til for at blive lige så god som ham, erkender Ikast-stortalentet.