Super solide resultater af U-17 Vestserien.


Super solide resultater af U-17 Vestserien.

Uge 48 bød på hele to runder i Vestserien.

Tirsdag d. 24. skulle holdet til Randers hvor først Århus AB og derefter Randers ventede.

På forhånd vidste vi at kampen mod AB ville blive rigtig svær, da AB har flere landsholds- og UVM spillere på holdet, men alle spillere kæmpede og leverede super indsatser og spillede i perioder badminton på et endog meget højt niveau. Det er næsten uretfærdigt at skulle fremhæve nogen frem for andre, men Andreas Berthelsen og Lasse Mølhede slår i deres herredouble AB’s bedste double, som for få uger siden blev bronzevindere ved U17 EM, og det så klart som 21-15, 21-17. Også Mette Pedersen og Pernille Eskildsen leverer en pragtpræstation med en sejr i den afsluttende damedouble mod et på papiret klart stærkere par. Men herfra skal også lyde stor ros til AB, der formåede at få sejren i hus i en kamp som meget vel kunne være faldet ud til Ikasts fordel, da vi taber flere tætte kampe og bl.a. har 3 matchbolde i 2. mix, som vi desværre taber i 3. sæt. Det handler om at kende sin besøgelsestid!

Men 1 point havde vi på kontoen inden aftenens anden kamp mod Randers. En kamp der kunne blive ubehagelig for os, hvis vi ikke var klar. Men alle leverede en yderst koncentreret indsats og vi kører den sikkert i hus med en 8-1 sejr. Hermed var pladsen i A-slutspillet sikret.

Først skulle vi dog også spille søndag d. 29., hvor der stod Triton Aalborg og Højbjerg på programmet.

Kampen mod Triton skulle vi på papiret vinde. Det lykkedes da også om end det skete ved en lidt svingende indsats, men sejren på 7-2 var aldrig i fare.

Herefter var det Højbjerg som var tilbage. Kunne vi besejre dem, ville vi slutte på 2. pladsen i grundspillet. Igen steppede spillerne op og leverede en rigtig flot præstation. Særligt skal Emilie Furbo og Lasse Mølhede i 1. mix fremhæves, da de virkelig fik løftet deres spil og totalt sad på modstanderne fra start til slut og vandt sikkert i to sæt.
Men også Mathias L. Hansen og Jonas Andersen trådte i karakter og slog i 2. HD et stærkt Højbjerg par, og det også i 2 sæt. Hermed vandt vi kampen 5-4. På papiret lidt tæt, men alle vores 5 sejre kom i 2 sæt, mens vi tabte 3 af de 4 i 3 sæt og nogle endda meget tæt. Så en fuldt fortjent sejr og en flot 2. plads til holdet i grundspillet. 

Nu venter slutspillet som starter i januar måned. Hvad det kan blive til må tiden vise, men en ting er sikkert, vi har en rigtig stærk og bred trup, og der er ingen tvivl om, at de øvrige hold skal være rigtig gode, hvis de skal slå os. Og med den store U-17 trup der er i klubben, har vi mange strenge at spille på. Det kan kun blive interessant.

Holdet var denne gang: Mette Pedersen, Emilie Furbo og Pernille Eskildsen Andreas Berthelsen, Jonas Andersen, Mathias L. Hansen og Lasse Mølhede.

Her til sidst skal der lyde en stor tak til alle forældrene der bakker op omkring holdet med både opbakning under kampene, pleje og kørsel. Stor tak til jer, det er en stor fornøjelse at have jer med bag banerne.

Og til spillerne et stor tillykke med de gode resultater. Nu handler det om at holde skruen i vandet og løfte niveauet yderligere. Dette gøres ved at træne hårdt, disciplineret og koncentreret. Gør I det, kommer I rigtig langt. Vi ses i hallen.

Træner og holdleder



Casper Hansen

Diverse