I aften står slaget mellem to af sæsonens positive overraskelser - Odense mod Ikast.
Der er lagt op til et meget lige og nervepirrende drama, hvor sejren kan gå til begge hold. I grundspillet vandt Ikast 7-6, og havde endda matchbold i to yderligere kampe.
"Jeg tror på, at vi har gode chancer for at gentage sejren fra grundspillet i aften. Det bliver uhyre tæt, og jeg spår en 4-2 sejr til os eller 3-3. Vi er fyldt med selvtillid, og glæder os rigtig meget til udfordringen" siger 1. herresingle Sune Gavnholt, der i sin kamp møder unge Viktor Axelsen, hvem han har mødt to gange tidligere i år - med én sejr til dem hver.
I 2. herresingle skal Jeppe Lund op imod Magnus Sahlberg, som har været svingende i år. Jeppe er ubesejret, så det ligner også et meget lige opgør.
I damesinglen er Michelle Chan undertippet mod den fysiske stærke Petya Nedelcheva. Michelle er dog altid god for en fightende præstation og kan spille helt frit i aftenens kamp.
Herredoublen mellem Ashley Moss og Kim Astrup mod Michael Them og Michael Jensen er ligeledes et åbent opgør. Ashley og Kim har vist opadgående formkurve, som Kim's flotte 3. plads ved DM bevidner. De to fynske spillere er kendt for et anderledes og finurligt spil, og det kan godt gå hen og blive et meget underholdende opgør.
I damedouble er vi stærke favoritter. Kristina Ludikova og Gitte Haxen er rigtig godt spillende, og Mette Schytt/Celia Villebro får deres sag for sig. Kristina imponerede igen i sidste weekend hvor hun i sikker stil genvandt det tjekkiske mesterskab.
Mixdoublen bliver et opgør mellem altid seværdige Henrik K. Hansen/Malene Storm og Tore Vilhelmsen/Diana Dimova. Umiddelbart ligner det på papiret en sejr til Odense, men de har ikke været så stabile i indeværende sæson, så alt kan ske i denne kamp også.
