Referat fra Odenses hjemmeside


Referat fra Odenses hjemmeside

OBK på førstepladsen i ligaslutspillet

Skrevet af John Thrane, Odense

Lørdag, 13. februar 2010 14:12 

Sejr på 4-2 over Ikast har sendt OBK på førstepladsen i ligaslutspillet med seks point og en score på 10-2 efter de første to runder.

OBK’s trænerteam, Lennart Engler og Michael Reed, havde endnu engang blandet kortene og satset rigtigt i holdkampen mod Ikast.

Unge Viktor Axelsen var blevet forfremmet til 1. herresingle, og han kvitterede for tilliden ved at vinde en seværdig kamp i tre sæt over stærke Sune Gavnholt, der er nr. 17 på den danske rangliste.

Unge Viktor er i løbet af sæsonen avanceret til en plads på ranglisten som nr. 25, men spillet ligger til en langt højere placering, mener mange med forstand på badminton. 22-24, 21-13 og 21-10 i OBK’erens favør stod der på dommersedlen efter 45 minutters flot badminton, der fik de 300 tilskuere i Odense Idrætshal helt frem på kanten af sæderne.

Viktors sejr i herresingle sendte OBK’erne i front med 2-1 i holdkampen. Første runde med damedoublen og damesingle blev – helt efter planen – delt ligeligt. 

OBK’s unge talenter Celia Villebro og Mette Schytt fik som forudsagt det vanskeligt mod Kristina Ludikova og Gitte Haxen fra Ikast, der sejrede sikket i to sæt med 21-17, 21-7.

På bane to sørgede OBK’s stærke damesingle, Petya Nedelcheva, for at bringe balance i scoren med en sikker sejr på 21-11, 21-12 over Kit Ying Chan.

I herredoublen var der genvalg til rutinerede Michael Jensen og Michael Them, der stod over for Kim Astrup Sørensen og Ashley Moss. De to gange Michael sørgede for – til stor begejstring for publikum, at udbygge OBK’s føring til 3-1 ved at vinde i tre sæt med cifrene 21-16, 16-21 og 21-12.

I sidste runde satte OBK’s svenske landsholdsspiller Magnus Sahlberg hurtigt trumf på, da han i to relativt hurtige sæt vandt 21-14, 21-15 over Jeppe Lund. Så var sejren i holdkampen og de tre vigtige point i hus.

På bane to havde Tore Vilhelmsen og Diana Dimova chancen for at vinde den femte sejr i holdkampen til OBK, men i slutfasen i tredje sæt svigtede serven OBK’erne, og de rutinerede Ikast-folk, Malene Storm og Henrik K. Hansen, kunne trække en sejr hjem til slutstillingen 4-2 til OBK.

Næste opgave for OBK’erne bliver en svær kamp på udebane mod holdfællesskabet Team Nordsjælland, der blev nr. 8 i badmintonligaen. Kampen spilles mandag den 22. februar kl. 19.00 i Lillerød-hallerne
 



jps

Diverse