De danske drengetalenter tævede Korea


De danske drengetalenter tævede Korea

Af Nikolaj Albrectsen, www.badminton.dk

Der
var to landskampe mellem Danmarks største talenter og Koreas ditto. På herresiden vandt danskerne en flot sejr på 4-1, mens pigerne kæmpede forgæves.

Odense Badminton Hal var proppet med badmintoninteresserede, der så på, mens Danmarks største U/19-talenter kæmpede mod Koreas U/19-landshold, der igen i år var på besøg.

Der blev spillet efter Thomas og Uber Cup-systemet, dvs. tre singler og to doubler. I Thomas Cup var der for første gang nogensinde gevinst til Danmark, da drengene vandt flot med 4-1.

Sejren blev grundlagt i 1. herresingle, hvor U/17-spilleren Viktor Axelsen lagde fra land med en magtdemonstration. Koreas topsingle, Ha Young Woong, blev fejet fuldstændig af banen og tilkæmpede sig kun 10 og 11 point. Desværre kunne førsteherredoublen med Jakob Staael og Morten Bødskov ikke følge trop, da de tabte i tre sæt.

Der gik dog ikke lang tid, førend Danmark igen kom i front – anden herredouble med Kim Astrup og Rasmus Fladberg viste fremragende spil og vandt med 21/12 og 21/14.

Holdkampssejren sikrede Flemming Quach i anden herresingle. Efter to tætte sæt, der blev fordelt lige mellem spillerne, viste Quach størst styrke i tredje sæt og vandt solidt med 21/12. Morten Brødbæk slog sejren fast med endnu en 3-sætssejr i 3. herresingle. En 4-1-sejr, der bestemt vakte stor glæde hos landstrænerne. 

Pigerne overmatchet

Det blev dog ikke til fuld gevinst. De danske pigetalenter kæmpede og kæmpede, men indsatsen kunne ikke afmåles på resultattavlen efter kampen: 0-5 mod Korea. Men det var dog tæt på i flere omgange. Mette Poulsen leverede dagens indsats i 1. damesingle. I fem kvarter kæmpede hun mod Koreas bedste, men måtte i sidste ende se sig slået med 21/19. Også 3. damesingle i form af Maria Herskind formåede at vinde et sæt. Med 22/20-sejren i første sæt lignede det en dansk gevinst, men luften gik ud af unge Herskind, og koreaneren sejrede og lukkede holdkampen med asiaternes femte sejr. Senere i dag kan du se videoer fra holdkampene.

Resultater fra Thomas Cup, Danmark 4-1 Korea:

1. herresingle: Viktor Axelsen vs. Ha Young Woong 21/10, 21/11
2. herresingle: Flemming Quach vs. Kim Min Ki, 24/22, 19/21, 21/12
3. herresingle: Morten Brødbæk vs. Yoon Joo Young 20/22, 21/15, 21/16
1. herredouble: Jakob Staael/Morten Bødskov vs. Kang/Choi, 14/21, 21/19, 16/21.
2. herredouble: Kim Astrup/Rasmus Fladberg vs. Kim/Jin, 21/12, 21/14

Resultater fra Uber Cup, Danmark 0-5 Korea

1. damesingle: Mette Poulsen vs. Yang Ran Sun, 20/22, 21/15, 19/21
2. damesingle: Lene Clausen vs. Koh Eun Byul, 12/21, 13/21
3. damesingle: Maria Herskind vs. Park Ko Woon, 22/20, 18/21, 7/21
1. damedouble: Sara Thygesen/Lena Grebak vs. Choi/Lee, 20/22, 15/21
2. damedouble: Line Kjærsfeldt/Sandra-Maria Jensen vs. Shin/Park, 13/21, 18/21
 



jps

Diverse