Af Ole Bitsch , ob@ikastavis.dk, d. 24/3-2010
I går spillede Ikasts hold i ligakvalen 3-3 mod Solrød
IFS Badmintons 1. divisionshold, der er del af kvalifikationsspillet til ligaen, hentede et vigtigt point, da midtjyderne i går spillede 3-3 mod Solrød Strand.
Ganske vist tabte Ikast 21-23 til Solrød i det afgørende golden set. Men det uafgjorte resultat kan alligevel få stor betydning for IFS'ernes håb om oprykning til ligaen.
Uvist håb
Før sidste spillerunde, der afvikles den 7. april, har Ikast gode muligheder for at fastholde den nuværende femteplads. Det er kun de fire øverste pladser i kvalspillet, der giver adgang til ligaen, men femtepladsen kan blive guld værd.
Det springende punkt omhandler det kriseramte ligahold, Kastrup-Magleby. Hvis klubben eklæres konkurs, tildeles ligapladsen til nummer fem i kvalifikationsspillet - i skrivende stund altså til IFS Badminton.
- Vi håber og kæmper naturligvis til det sidste, men vi kan ikke gøre andet end at vinde vores kommende hjemmekamp mod FC Nordsjælland. Vi aner ikke, hvornår Dansk Badminton Forbund og Kastrup-Magleby kommer med en afklaring på sagen, men pointet mod Solrød kan blive afgørende for os, siger IFS-træner Peder Nissen.
Fight og dårligt spil
Mod Solrød var det den midtjyske fight - og ikke spillet - der sørgede for det godkendte resultat. Ikast vandt deres tre holdsejre i tre sæt, men tabte også de resterende tre ganske klart. I det omtalte golden set missede IFS'erne hele fem matchbolde.
- Det var symptomatisk for vores indsats. Vi spillede langt under niveau, men vi fightede os fortjent til det ene point. Det viser en vis klasse, at et nyoprykket 1. divisionshold som vores får point på udebane, når spillet ikke fungerer, påpeger Peder Nissen.
