Artikel om Erik Linneberg i Herning Folkeblad


Artikel om Erik Linneberg i Herning Folkeblad



Nøgleperson ved nettet

Erik Linneberg har høstet masser af medaljer for sine egne bedrifter, og har som træner været med at få IFS Badminton til toppen

Af Thomas Vang Nielsen, tvn@herningfolkeblad.dk

Ikast Badminton er en stor del af IFS og har været det siden 1937, og når man siger badminton i det regi, kan man ikke komme udenom Erik Linneberg.

Gennem mere end 20 år har han lagt et uanede antal timer i både bestyrelsesarbejdet, trænergerningen og ikke mindst udførelsen af sport.

En overgang i de helt unge år gik han sideløbende til fodbold, håndbold, tennis, badminton og bordtennis.

- Jeg kan ikke forestille mig en verden uden sport og aktiviteter, fortæller den nu 56-årige skolelærer, der dog dengang hurtigt indså, at der ikke var tid til alle sportsgrene.

- Badminton var nok der, hvor mit talent lå mest, erkender han.
- Jeg kunne godt lide tempoet og det mentale spil, man har med sig selv og med modstanderne, hvor man skal holde modet oppe. I holdsport som fodbold er man ikke »på« i samme omfang, som man er ved enkeltmandssport. I badminton er det hele mere intenst, og et eller andet skal man jo spille, når man er sportsfanatiker, mener Erik Linneberg.

Masser af medaljer

Så badminton blev hans kald, og det kan man roligt sige, at han har gjort godt. To DM guldmedaljer, fem DM sølvmedaljer, en EM sølvmedalje og to bronzemedaljer fra VM.

- Det er vist det hele, lyder det beskedent fra mesteren.
En skulderskade har midlertidigt stoppet muligheden for at udvide medaljehøsten i seniorbadminton, men ketcheren får dog ikke lov til at hvile af den grund.

- Jeg spiller stadig lidt for motionens skyld, fortæller Erik Linneberg
Folkebladet har i anledning af IFS' 75-års jubilæum fundet et ældre fotografi frem. 25 år gammelt for at være helt præcis.

Dengang i 1985, hvor Berlinmuren stadig stod, og hvor Kirsten og Søren sang: »Sku' Du Spør' Fra No'en« i Dansk Melodi Grand Prix, sad Erik Linneberg med i IFS´ hovedbestyrelse.

- Det er sjovt at se, og jeg kan godt huske den skjorte, lyder det spontant fra Erik Linneberg, da han genser det sort hvide gruppefoto af bestyrelsen.

Rivende udvikling

Men frisurer, tøjstil og brillemode er ikke det eneste, der har flyttet sig de seneste 25 år.

Også IFS har været i en rivende udvikling og her er det på sin plads at Erik Linneberg en nøgleperson indenfor badmintonafdelingen.
- Jeg har altid været en del af klubben siden, jeg var dreng. Lige med undtagelse af det år, jeg var på efterskole, og de år jeg spillede i Herning, fortæller han.

Dygtige ledere

Som 33-årig vendte Erik Linneberg tilbage til IFS og har været der siden. I mellemtiden har klubben både udviklet og tiltrukket talenter i massevis.

Faktisk går det så godt, at IFS Badminton i år er rykket op i Elitedivisionen. Til de ikke så badmintonkyndige svarer det til at have et fodboldhold i superligaen.

- IFS har den styrke, at de gennem tiden har udviklet mange dygtige ledere. Folk der kan og vil gøre et stykke arbejde for den klub, de brænder for, fortæller Erik Linneberg om baggrunden for succesen.
Han trådte selv ud af bestyrelsesarbejdet for tre år siden, og helliger nu sin fritid som ungdomstræner.

Udover at lære fra sig, satser Erik Linneberg også på, at være med til at give badmintonarven videre.

- En af rollerne, jeg har i klubben, er trække unge og dygtige spillere ind og gøre dem i stand til selv at blive trænere, siger han.

IFS om 25 år

IFS består selvfølgelig også, når der om 25 år skal fejres 100 års jubilæum. Men hvordan tingene ser ud for badmintonafdelingen til den tid, kan man kun spå om.

- Det kommer til at stå og falde på, om der er folk til at gå foran og trække læsset, mener Erik Linneberg, der lover at blive ved, så længe kroppen kan holde til det.

- Det er der ingen tvivl om, siger han og smiler.





Thomas Vang Nielsen, Herning Folkeblad / jps

Diverse