Flot start af Ikast i Ligaen


Flot start af Ikast i Ligaen

Ikast FS Badminton spillede mandag aften mod ligaens formodede stærkeste hold på udebane, Team TSS, Team Skælskør-Slagelse. Med lidt held, så havde Ikast haft ét point med hjem!

Mixeddouble: Henrik K. Hansen og Fiona McKee spillede virkelig godt. De vandt første sæt mod Joachim Fischer, der regnes for top 10 mixeddoublespiller i verden, og den tidligere landsholdsspiller, Britta Andersen. Ikast parret var ikke tæt på i de sidste to sæt, men havde deres chancer for at komme igen. Resultatet sættes for alvor i perspektiv af, at det var første gang at Henrik og Fiona mødte hinanden / spillede sammen! Fiona ankom til Danmark for et par uger siden.

Anden herresingle: Jeppe Lund havde virkelig chancen mod Hans Kristian Vittinghus. HK fik i weekenden sit livs bedste resultat med en anden plads ved Bitburger Open i Tyskland, og var rusten. Jeppe vandt første sæt efter fantastisk spil. Andet sæt gik til HK. Tredje sæt var meget lige, men ved 19-20, afgjorde HK kampen med et smash. Fin kamp af Jeppe, et mere en godkendt resultat mod ligaens formodet bedste 2. herresingle.

Første herresingle: Sune Gavnholt spillede en fornuftig kamp mod Peter Gade. Sune fulgte fint med i tempoet, som jo er kendt for at være højt!. Sune måtte satse for at afgøre duellerne og lavede derfor lidt flere fejl end Gade. 13-21 15-21

Damesingle: Kristina spillede meget modent, og pressede det unge stortalent, Mette Poulsen, godt rundt på banen i et højt tempo. Efter en tæt start, vandt Kristina forholdsvis sikkert i begge sæt. 21-18 21-12

Damedouble: Den nye konstellation med en lidt tungere Malene Storm end normalt (gravid i 5. måned) og Gitte Haxen og præsterede en god kamp hvor der kom en del point ind på kontoen. De havde svært med at afgøre boldene på det stærke modstander par, Judith Meulendijks og Helle Nielsen. 15-21 12-21

Herredouble: I første sæt var Kim Astrup og Ashley Moss udmærket med, og kæmpede rigtig flot. Mathias Boe og Carsten Mogensen var dem dog overlegne på de tre første bolde i hver duel, og det gjorde primært forskellen. Men, det er der jo heller ikke så meget at sige til, når de møder et top 5 par fra verdenseliten!

Flot start af Ikast i klubbens første ligakamp nogensinde. På torsdag kl. 19 i Ikast-Brande Arena venter en lige så svær kamp mod de regerende mestre fra Greve.



Sune / Storm

Diverse