Torsdag d. 9/9 kl. 19. byder det Midt-vestjyske, efter mange års tørke, igen på badminton i den bedste række. For år tilbage var det Herning Badminton klub der, med stor succes, slog sine folder i den bedste række. Nu er det Ikast FS Badminton repræsenterer området i den bedste række.
Modstander: Sidste års guldvindere fra Greve.
Nedenfor en gennemgang af de 6 individuelle kampe af spillende træner, Sune Gavnholt:
Mixeddouble:
Ikast-parret Fiona McKee/Henrik K. Hansen gjorde det fantastisk i mandags mod Fischer/Andersen fra Skælskør, og har derfor fået genvalg til kampen mod Greve. De skal dog op imod et måske endnu bedre par, som ligger blandt de øverste på verdensranglisten, og var også helt suveræne sidste sæson, da Greve blev danske mestre. Alt hvad der kan hives ud af denne kamp ses som noget positivt, og mon ikke at Fiona og Henrik nok skal give alt hvad de har i sig igen!
Damesingle:
Kristina vandt en fin sejr i mandags, og det ligner en meget lige kamp på papiret mod kineseren Li Wenyan fra Greve, som har været ude i over et år med en korsbåndsskade og gør comeback i denne kamp. Kineseren ville have været favorit for et år siden, men Kristina har udviklet sig meget, og vi tror i Ikast på at Kristina kan fortsætte sine gode takter.
1. Herresingle:
Sune Gavnholt er samme årgang som Joachim Persson, der for kort tid siden lå nr. 6 på verdensranglisten, men når det så er sagt, så kan det sagtens blive en tæt kamp. Sune har før presset Persson til det yderste, og efter en fin kamp mod Gade i mandags og en turneringssejr i weekenden i en turnering i Aarhus, så er formen hvor den skal være. Favoritværdigheden er dog stadig på Perssons side, der skal regnes for den 3. bedste herresingle i Danmark.
2. Herresingle:
Jeppe Lund spillede også en flot kamp i mandags mod Danmarks 4. bedste spiller, Vittinghus, og var kun 2 point fra at vinde kampen med et nederlag på 21/19 i 3. sæt. Modstanderen er omkring 2 meter høj, og hedder Jens Kristian Leth, og var som ungdomsspiller rigtig god, hvor det blev til flere danske mesterskaber. Efter en pause fra den bedste liga er han tilbage igen, og det ligner et åbent opgør, og Jeppe skal ind og bevare sin rekord som ubesejret på hjemmebanen i Ikast.
Damedouble:
På papiret er det holdkampens måske sværeste kamp for hjemmeholdet. Malene Storm/Gitte Haxen skal op imod verdensstjernerne Kamilla Rytter Juhl og Kristina Pedersen, der trods status som mixed doublespillere, vel nok er ligaens bedste damedouble. Det bliver alt andet lige en stor opgave for Malene og Gitte. Men publikum vil med sikkerhed kunne glæde sig til flotte dueller og masser af fight. Det bliver samtidig Malenes sidste kamp i denne omgang, da hun herefter går på ”badminton-barsel”.
Herredouble:
Kim Astrup Sørensen/Ashley Moss er blevet et bedre par kamp for kamp i løbet af det seneste års tid, og med et afbud fra den tidl. verdensmester Lars Paaske, som bliver erstattet af singlespilleren Gregers Schytt, som danner par med Jens Eriksen, så er der ikke umuligt, at Kim og Ashley kan drille Greve-favoritterne. Jens har vundet medalje til OL, og er trods sine 40 år stadig en stabil spiller, som han beviste i mandags ved at slå Jonas Ramussen/Simon Mollyhus.
Sune Gavnholt udtaler: ”Det ligner et sejr til Greve, men med afbud fra Lars Paaske, en Li Wenyan der lige er kommet tilbage fra skade, og en opadgående formkurve hos mange af IFS' spillerne, så bliver det en spændende kamp at følge, og der forventes også mange tilskuere i hallen, som er Ikast FS' første af slagsen nogensinde i den bedste hjemlige række, Badmintonligaen!”
Kampen afvikles i Hal A i Ikast-Brande Arena