Sune Gavnholt skulle afgøre gyseren
Af Thomas Damm, Herning Folkeblad, tbd@herningfolkeblad.dk
Med 3-3 efter de seks fastsatte kampe, skulle der spilles et »Golden Set« for at vinde en vinder. Vinderen kunne tage to point med hjem, mens taberen så måtte »nøjes« med et enkelt. Var kampen blevet afgjort uden det gyldne sæt, havde vinderholdet fået alle tre point.
At det blev herresingle, der skulle kæmpes i, blev afgjort ved, at holdene skiftedes til at fravælge én af kampene. Det betød, at herresingle var tilbage.
Her skulle Ikasts Sune Gavnholt op mod Joachim Persson, der er Danmarks tredjebedste i herresingle. De to mødtes også først på aftenen, hvor Persson vandt uden de helt store problemer.
- Da vi fik udlignet, havde jeg indstillet mig lidt på, at det kunne blive mig, der skulle ud at spille golden set. Så mentalt var jeg rimelig klar, men det er altid lidt svært, når man har siddet over en time, siden man selv spillede kamp og skal i gang igen, forklarede Sune Gavnholt.
Og det var tydeligt at se, at Gavnholt ikke var godt kørende. Greve-spilleren var foran 10-6, 14-8 og havde seks matchbolde ved 20-14. Den kamp var afgjort, men Sune Gavnholt ville det anderledes.
Pludselig i gang
- Jeg fik pludselig gang i min defensiv og kunne tage hans smash, og det havde jeg haft svært ved tidligere i kampen. Jeg får mere energi i mine ben og giver mig selv en skideballe og siger, at nu må det briste eller bære, sagde Sune Gavnholt.
Det bristede så i sidste ende, da han tabte 19-21, men det kunne nu ikke ødelægge humøret hos den spillende træner.
- Vi er to point fra at besejre de danske mestre. Det er mere end godkendt, sagde en forpustet Sune Gavnholt, der lige skulle bruge lidt tid på at lande igen efter en fantastisk medrivende dyst.
En måneds pauseNu er der en helt måned til holdet spiller igen i ligaen, og det passer egentlig Sune Gavnholts trænerkollega Peder Nissen udmærket.
- Nu har vi spillet kampe både mandag og torsdag, og jeg tror, der er nogen, der er lidt slidte. Det passer fint nok i stedet at komme på træningsbanen og arbejde med nogle af de ting, vi har lært, der stadig kan blive bedre. Det er eksempelvis at få grundslagene bedre på plads. Men nu vil vi også glæde os over en stor præstation her i aften, påpegede Peder Nissen.
Thomas Damm