Lillerød - Ikast: 4-2


Lillerød - Ikast: 4-2

Jens Buck-Jensen, LB - fra www.badminton-nyt.dk

Efter bekymrede miner og rynkede pandebryn i LB lejren forud for onsdagens vigtige kamp mod oprykkerne fra Ikast blev al skepsis og alle forbehold fejet af bordet, da hjemmeholdet efter en ny fornem holdpræstation levede op til favoritværdigheden og vandt 4-2.

Ikast fulgte godt med fra start, og ved stillingen 2-2 kunne det gå begge veje. LB havde imidlertid to esser i ærmet, og det første blev spillet ud, da Peter Mikkelsen efter en ny fornem indsats i 1. herresingle bragte LB foran med sejr over Jeppe Lund. Sejren blev endeligt cementeret af Peter Steffensen/Mikkel Elbjørn i herredouble, der efter overbevisende spil mod en ny Ikast konstellation, Henrik K. Hansen/Ashley Moss gjorde arbejdet færdigt til LB's fordel.

LB's optakt til kampen var langt fra optimal. Holdets normale 2. herresingle Stephan Wojcikiewicz havde på forhånd meldt afbud på grund af en bunden opgave hjemme for det canadiske forbund. Tirsdag meldte Jacob Chemnitz afbud på grund af et ondartet hold i ryggen, og endelig stillede Karina Jørgensen op med sygdom i kroppen, som hun på drog sig under turneringen i Irland.

Det benyttede Ikast sig af, da Sune Gavnholt lagde ud med at vinde 2. herresingle over LB's og ligaens alderspræsident – 45 årige Jesper Andresen, der ellers gjorde det godt, medens Karina Jørgensen måtte se sig besejret af Kristina Ludikova i tre sæt.

Til gengæld var der ingen slinger i valsen, da Jon Barth Hansen efter et års fravær på ligaholdet fik et imponerende come back og med en super præstation vikarierede for Jacob Chemnitz sammen med Sara Runesten i mixdouble. De på det nærmeste reducerede deres modstandere Kim Astrup Sørensen/Fiona McKee til statister – specielt i 2. sæt, hvor de kun fik tre points.

Den sejr var – trods vanskelige odds, medvirkende til at holde LB inde i varmen straks fra kampens start, og da også holdet to grand old ladies Ann Nielsen/Rikke Olsen Siegemund levede op til deres ry som ligaens næstbedste mod Johanne Søndergaard/Henriette Hansen, var kursen lagt.

LB træner Allan Scherfig havde kun rosende ord til overs for sit mandskab: "Pyha, det var en lettelse. Det var op ad bakke fra start, men holdet viser igen god moral og fighting spirit. Jeg er især imponeret over Jon og Saras mixdouble. Trods usammenspillede var de var utroligt skarpe på et vigtigt tidspunkt. Jeg tror, det blev afgørende for, at det gik vores vej. Det var en dejlig julegave".


Med sejren befæstede LB sin position som ligaens nummer 5. Ja, faktisk ligger holdet nu på 4. pladsen. Men den er formentlig kun til låns indtil mandag, hvor Team Aarhus møder Gentofte i rundens TV-kamp. Til gengæld ser det nu sort ud for Ikast, der er isoleret i bunden med blot et enkelt point.

LB spiller sin sidste kamp i grundspillet hjemme tirsdag den 11. januar mod Skælskør/Slagelse. 

Badmintonligaen
Resultater
2. herresingle: Jesper Andresen – Sune Gavnholt 12/21 13/21
Mixdouble: Jon Bart Hansen/Sara Runesten – Kim Astrup Sørensen/Fiona McKee 21/15 21/3
Damesingle: Karina Jørgensen – Kristina Ludikova 9/21 21/13 9/21
Damedouble: Ann Nielsen/Rikke Olsen Siegemund – Johanne Søndergaard/Henriette Hansen 21/8 21/13
1. herresingle: Peter Mikkelsen – Jeppe Lund 21/19 21/15
Herredouble: Peter Steffensen/Mikkel Elbjørn – Henrik K. Hansen/Ashley Moss 21/10 21/15



jps

Diverse