Pressemeddelelse: Sune forlænger med Ikast


Pressemeddelelse: Sune forlænger med Ikast

Det er en fornøjelse at vi i Ikast FS Badminton kan offentliggøre, at klubben har forlænget aftalen med klubbens spillende træner, Sune Gavnholt, for den kommende sæson 2011/2012.

Formand Søren Kristiansen udtaler: "Sune har i den indeværende sæson været en af de bærende kræfter på holdet i Badmintonligaen. Ud over at have været klubbens højest rangerende herresingle har Sune været en stor del af trænerteamet omkring klubbens seniortrup. Vi er meget tilfredse med den ihærdighed og store spillemæssige erfaring Sune har kunnet bringe ind i miljøet i Ikast og derfor er den en stor glæde at vi har kunnet lave en forlængelse med Sune."

Sune Gavnholt har stor erfaring med badminton i den bedste række i Danmark - og denne har Ikast FS nydt godt af i klubbens første sæson i Badmintonligaen. En hård start i 1. herresingle mod landets bedste herresingler (Peter Gade, Jan Ø. Jørgensen og Joakim Persson) sendte Sune lidt ned af ranglisten, men formen er vendt tilbage og Sune har på det seneste vist gode takter og formfremgang. Senest mod Odense på hjemmebane, hvor Sune foran et stemningsfyldt publikum i Ikast-Brande Arena satte Odenses Misha Zilbermann godt og grundigt på plads. Denne gode form kan også gå hen at blive en nødvendighed i det kommende Ligaslutspil, hvor Ikast skal forsvare ligapladsen mod Odense, Aarhus AB og Solrød, hvor alle hold skal mødes både ude og hjemme. Efter de to første kampe har Ikast spillet to gange 3-3 og dermed afgjort kampen i Golden Sæt. Det har givet en vigtig udebanesejr mod Odense og et tæt nederlag til Aarhus AB. Puljen ser derfor ud til at blive så tæt som forventet - og intet er afgjort endnu, hvor der fortsat mangler fire kampe for alle hold.

Omkring kontraktforlængelsen siger Sune: "Jeg er meget glad for at kunne forlænge aftalen med Ikast. Jeg befinder mig godt i klubben og jeg er glad for at være en del af det professionelle setup som klubben gennem en periode har fået bygget op. Vi har masser af unge talenter, som er en fornøjelse at arbejde med i dagligdagen og samtidig har vores oprykning til ligaen været en stor del af planen med at jeg i sin tid flyttede til Ikast. Vi har nu fået hård på brystet i det indledende grundspil, hvor vi sluttede på en sidsteplads, men vi har faktisk vist at vi har en hvis berettigelse i Ligaen, på trods af, at vi ikke har været dygtige nok til at sætte points på kontoen. Det er jeg ikke i tvivl om at der bliver lavet om på i slutspillet - om det er nok til at vi også i sæsonen 2011/2012 spiller i Badmintonligaen, det kan være svært at svare på. Men vi har troen og viljen i truppen og derfor tror jeg på at det lykkedes."

For yderligere information er I velkomne til at kontakte bestyrelsesformand Søren Kristiansen (22727308) eller Sune Gavnholt (28295998).



jps

Diverse