Af Kim Hansen, Herning Folkeblad
Ikast FS Badminton tabte i aftes 1-5 ude mod AB Aarhus i kvalifikationsspillet til landets bedste badmintonrække.
Fire hold kæmper om to pladser, men det ligger bestemt ikke til Ikast, der nu har tabt tre kampe i træk, og er placeret som nummer fire og sidst med blot to holdkampe igen.
- Nu bliver det svært. Der skal mirakler til, erkendte træner Peder Nissen i minutterne efter nederlaget.
Ikast vandt tre kampe, da de hjemme mødte AB Aarhus i sidste måned, men sådan skulle det slet ikke gå denne gang, hvor holdkampen ellers startede ellers med damesingle og mixdouble - netop to kampe, som Ikast vandt sidste gang.
Singlespilleren Kristina Ludikova er rendt ind i en gevaldig formnedtur. Hun vandt for en måned siden stensikkert med 21-9 og 21-14 over Tine Høy, men i aftes blev det til et uventet nederlag mod Høy. Og da mixeddoublen samtidig tabte klart i to sæt, var det tydeligt, at denne aften ville blive en Ikast-fuser.
- De to nederlag dræber os fuldstændigt. Det havde vi ikke regnet med, sagde Peder Nissen, der havde svært ved at forstå Kristina Ludikovas nederlag.
- Det var underligt. Måske er det fordi, at hun tidligere på sæsonen kun kunne overraske positivt, mens hun nu kun kan skuffe. Det kræver måske lidt tid at vænne sig til det, og måske var det derfor, at det blev lidt krampagtigt, sagde træneren.
Lund gentog sejr
Jeppe Lund vandt dog anden herresingle - og blev dermed den eneste, der kunne gentage sejren fra det første møde i Ikast - men herefter gik det atter ned af bakke.
Sune Gavnholt førte ganske vist i første sæt af herresinglen med 14-13, men så vandt den indiske klassespiller Anand Pawar otte bolde i træk og snuppede hurtigt herefter også andet sæt.
Klare nederlag
Ikasts herredouble og damedouble var ikke tillagt de store chancer, og det blev da også til klare nederlag, og dermed snuppede aarhusianerne de tre point.
Ikast - der i denne sæson debuterede i landets bedste række - kan i teorien nå at redde sig fra nedrykning. Holdet skal vinde dog de sidste to holdkampe med mindst 4-2 - og det har de endnu ikke lykkedes med en eneste gang i hele sæsonen - samtidig med at de øvrige resultater skal flaske sig gevaldigt. Men Peder Nissen slår fast, at Ikast ikke har givet op endnu.
- Der er sket underligere ting i sport, så vi tror på det endnu, men det er nu, at vi skal have en ekstraordinær indsats fra alle spillere.