Fra www.badminton.dk. Af Rasmus Bech.
Den sidste uges tid har de største danske talenter vist, at Danmark også på ungdomssiden står stærkt. På seniorplan tager det danske hold de europæiske mesterskaber på stribe, og når det gælder fremtiden, så ser det lys ud.
Det hele startede med holdturneringen, hvor de danske spillere dog ikke helt fik den medalje, de havde drømt om forud for turneringen.
Det startede ellers planmæssigt med sejre over Litauen, Slovenien, Polen og værterne fra Finland, men i den afgørende knock-out-kamp mod naboerne fra Tyskland, gik det ikke for de unge danskere. Trods sejre i herresingle til Viktor Axelsen og i herredouble til Rasmus Fladberg/Kim Astrup måtte det danske hold strække våben i semifinalen, som tyskerne vandt 3-2.
Doublesucces
I tre af fem rækker i den individuelle turnering var der til gengæld stor dansk succes.
I mixdouble spillede Kim Astrup og Line Kjærsfeldt sig frem til finalen efter blandt andet at have besejret turneringens førsteseedede tyskere i semifinalen. Og danskerne gik hele vejen og tog EM-titlen efter sejr i tre sæt over deres engelske finalemodstandere.
I damedouble blev de useedede Mette Poulsen/Ditte Strunge den positive overraskelse. De to danske piger fightede sig godt igennem turneringen, og i finalen viste de, at med fight og tålmodighed, der kommer man langt. De to hollændere på den anden side af nettet blev besejret i tre sæt, og Poulsen og Strunge tog EM-medaljerne med hjem til Danmark.
Dansk herredominans
Endelig i herresingle viste de unge talenter, at fremtiden ser lys ud. Viktor Axelsen viste skræmmende styrke hele vejen til finalen, hvor han på intet tidspunkt afgav over 12 point i et sæt.
På den anden side af nettet stod landsmanden Rasmus Fladberg. Fladberg slog blandt andet den andenseedede finne Kasper Lehikoinen på vej til finalen. En finale, hvor de to danskere viste, at de var de to bedste i turneringen.
Viktor Axelsen trak det længste strå i en finale begge danskere har stor ære af. OBK'eren vandt 21-8 17-21 21-13
